Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

190 SÆTNING AF TYSK En enkelt medlyd føres over paa den følgende linie: tretten, nä=hen; dog maa herfra undtages ord, som er sammensat af to selvstændige enstavelsesord: hierauf, hersein, hirvaus, dar* über. Ved to eller flere umiddelbart efter hinanden følgende medlyde kommer den sidste paa næste linie: Arvker, Finsger, Kämpsfen, Achtel; ck kan ikke deles, men i nødsfald — det vil sige: i meget smalle formater — kan man ved at forandre c til k dele mellem disse: Hacke, Hak^ke, strecken, streiken. Lydforbindelsen ft (st) maa ikke deles udenfor sammensatte hovedord, men føres samlede over paa den følgende linie: Lausten, meisten. Andre sammensatte ord deles efter stavelser: rtii>an=gel, Emp*fangs*an==zeige. Endelig deles laaneord af græsk og latinsk oprindelse som i originalsprogene: bl, br, pi, pr, dr, tr, gi, gn, gr, kr hører i almindelighed til den føl* gende stavelse: Publikum, Ru^brik, Konvplot, Ka^prize, Hy^drant, Mestrum, Tri=glyph, Signal, Typo^graphie o. s. fr. De ihærdige bestræbelser, der i den sidste halve snes aar trindtom har været fremme for at frigøre typografien £or en del af de stereotype og mod almindelig skønhedsopfattelse stridende elementære satsprincipper, som i tidens løb er bleven faget paatvunget, har ogsaa forplantet sig til den tyske ret« ning. De rigelige mellemrum mellem ordene, uanset skrift« billedernes udstrækning i bredden og liniernes afstand fra hinanden, og de overdrevne indrykninger hævdes ikke mere i teorien, men i den daglige praksis vil de sikkert endnu i lange tider være gældende. Indrykningernes størrelse fastsæt« tes nu efter en slags alfabetberegning: paa en formatbredde, som kun indeholder ét alfabet, det vil sige: omkring 12 kegle* gevierters udstrækning, rykkes kun én geviert ind, og paa en formatbredde af to alfabeters udstrækning og derover rykkes to gevierter ind. Enhver formatbredde, der indeholder mere end ét, men ikke fuldt to alfabeter, indrykkes halvanden ge* viert, hvis satsen skal skydes, i modsat fald forøges indryk* ningen ikke. En geviert er altsaa den mindste, to gevierter den største indrykning, der skal gælde i fortløbende sats. Efter en sætningsperiodes fuldstændige afslutning sættes som hid* til et dobbelt mellemrum. Ogsaa ved fordelingen af de smaa udslutninger i linierne gaas der nu fornuftigere frem end fors hen; der spredes ikke obligatorisk først ved alle de smaa bog«