Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SÆTNING AF TYSK 191 staver, derefter bag skilletegnene og sluttelig ved versalierne, men spredningen iværksættes forholdsmæssigt til skriftbille* dernes mere og mindre fremtrædende former, sete paa tryk. Ligaturerne dj, tf, II, fi, ff, B og £ i fraktur betragtes som uløs selige bogstavforbindelser i en enkelt stavelse og opløses der* for ikke i to tegn i tilfælde, hvor der fremhæves ved spaties ring; i antikvaskrifter er de ovenfor nævnte ligaturer ikke almindelige, og de enkelte bogstaver fjernes fra hinanden i spatieret sats. Ogsaa ligaturerne ff, fi, fl i begge hovedskrift* arter, og ft, fi, ff i fraktur, hvilke kun af rent tekniske hensyn er forenede, behandles paa en anden maade end det sædvan« ligvis er skik hos os; medens vi i almindelighed benytter de nævnte ligaturer, hvad enten de forekommer i en enkelt sta« velse eller hører til to stavelser, vil en tysk sætter omhyggelig undgaa at benytte dem i ord som auffällig, auf|Iegen, 2ßof)l| [aut, SlafIftfer, o. s. fr. De typografiske brydningsregler hævdes i tysk typografi strengere end andre steder og besværliggør derfor en regel* mæssig rumfordeling i linierne. Endestavelser paa to eller tre bogstaver maa ordinært ikke føres over paa en følgende linie. De almindelige tyske forstavelser, som auf*, durchs ein«, nach« o. s. v., kan altid ende en linie, og endelser som »heit, «keit, 4ich, «ung, =nung o. s. v. begynde en linie, men stanv ordene mellem forstavelser og endelser deles kun i nødsfald og altid saaledes, at det undgaas, at ordene ved hurtig læs^ ning kan misforstaas eller faa en falsk betoning. Hertil kom* mer endnu den almengyldige satsregel, at brydninger først og fremmest bør indskrænkes til det mindst mulige, som nos genlunde regelmæssighed i mellemrummene tilsteder. Apostrof forekommer hyppigst som betegnelse for de un= dertrykte selvlyde a, e og i, f. eks. i »das leid’ ich nicht«, Heil’ge o. s. v. Med undtagelse af ord, i hvilke det under* trykte e i stedordet es findes (ist’s, geht’s), udelades apostrof i almindeligt forekommende former som drum, dran, drin, drauf, unsre, eh o. s. v., og det samme er tilfældet i kende« ord, hvor dette er smeltet sammen med et styrende forord (beim, unterm, ans, ins, aufs, zum). I navneord, som faar et paahængt scher, sehe og sches (Gellertsche Fabeln, Hanno* versches Tageblatt), udelades ogsaa apostrof, men naar ord,