Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SÆREGNE FRANSKE LYDTEGN ri der ender paa s, faar ejefald, erstattes ejefaldsendelsen med apostrof (Harms’ Schriften). Abbreviationer faar et punkt i slutningen, uanset om det sidste bogstav i ordet er medtaget eller ej (Se. Maj., z. B.). Anførselstegnet anvendes altid som hos os; den franske form stilles foran og bag ordene som de almindelige kommategn (»Deutschland«). Talord skrives med bogstaver, naar de i fortløbende tekst staar alene, f. eks. i »dreißig Jahre sind eine lange Zeit« og »dieser Vorgang wiederholte sich acht mal«. Det samme gælder hyppigt or* denstallene fra ét til tolv, naar de ikke forekommer i optæl* linger, beregninger, datoer o. s. v., f. eks. »der fünfte und der zwölfte«, »der 13. und der 25. Punkt«. Naar datoer sættes med tal, udelades punktum altid, f. eks. den 25 Dezember. OM SÆTNING AF FRANSK i Fransk skrives med det almindelige la* tinske alfabet; k og w regnes med til alfabetet, men bruges kun i laaneord fra græsk eller andre fremmede sprog (kilometre, tramway). Accentbogstavernes antal overgaar alle andre sprogs; aigu bruges paa e (é É), grave paa a e u (å é É ü), circonflexe paa aeiou (åéÉio ü), trema eller diær esis paa e i (é E 1) og cédille paa c (9 Q). Liga* turen æ CE bruges hyppigt i fransk og i fremmede ord i stedet for ö og 0; æ Æ findes i det typografiske alfabet, men be* nyttes kun i fremmede personnavne. Den franske typografi har altid holdt paa smalle mellem* rumstyper mellem ordene; i den nyere tid bruges halvgevier» ten som ordinær mellemrumstype, men kun naar skriften er stor og skydningen mellem linierne rigelig. Efter punktum, der afslutter en sætningsperiode, sættes ikke mere end det sædvanlige mellemrum mellem ordene. Foran skilletegnene ; ! ? sættes altid en mellemrumstype, hvis tykkelse mindst er halv saa stor som den, der bruges mellem ordene, og dette mellemrum indskrænkes kun, saafremt linierne knibes stærkt. Skilletegnet : faar obligatorisk den ordinære mellemrumstype for og bag, og kommer derved til at staa midt i mellemrum* met ligesom et divisionstegn; dette mellemrum kan forholds* vis indskrænkes, naar linien knibes, men det forøges kun i