Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SÆTNING AF FRANSK 193 tilfælde af, at linien maa udspiles meget stærkt. Udjævningen a£ liniernes mellemrum under udslutningen foretages teoretisk efter skriftbilledernes form og udseende paa tryk, men i prak= sis spores den samme mangel paa omhyggelighed, som alle andre steder i vore dage. Foran komma, der ikke staar op til et r, v eller y, skal der efter god gammel skik slaas et tyndt spatie, naar linien udspiles, men dette gennemføres ogsaa sjældnere i praksis. Indrykningen er kun én geviert i almin* delige oktavformater; ved større formater udvides denne no> get, men overskrider ingen sinde to gevierter af skriftstørrel* sen. Anførselstegnet har enten form a£ to parenteser (« ») eller to vinkler (« »); de stilles stedse med den aabne side mod det citerede ord (« France »), og fjernes fra dette med den i arbejdet benyttede ordinære mellemrumstype, hvilken i visse tilfælde kan indskrænkes lidt, men nødigt udvides, naar liniens øvrige mellemrum udspiles. Anførelse af enkelte ord kendetegnes hyppigere ved at sættes med kursiv end ved at omsluttes af anførselstegn. Ogsaa i større replikskifter incU skrænkes brugen af anførselstegn hyppigt til ét ved repliks skiftets begyndelse og ét ved dets slutning, medens de mel* lemliggende replikker kendetegnes ved en tankestreg foran det første ord; da hver replik i moderne romansats for det meste ender med udgang, betragtes disse som tilstrækkelig erstatning for anførselstegnet efter det sidste ord: « Croyezsvous la chose possible ? —Je n’en sais rien. En tout cas, j’ai préféré ne pas amener ma femme. —J’ai fait comme vous . . . Un Komme peut aller partout sans se compromettre ... —Certainement. . . Tandis qu’une femme ...» Følger de enkelte replikker umiddelbart efter hinanden uden udgangslinie, sættes anførselstegn for og bag replikkerne, men forklarende indskud — som dit le docteur i nedenstaaende eksempel —, der afbryder talen, kendetegnes ikke ved afslut* tende eller begyndende anførselstegn: « Faites, faites... Au point oii nous en sommes, je puis tra« vailler sans vous. » — « Oh ! oui, dit le docteur, l’æuvre est å peu pres terminée. »