Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

i94 SÆTNING AF FRANSK Parenteser og klammer fjernes altid fra det ord, der skal indklamres, med en udslutning paa omkring halvdelen a£ den normerede mellemrumstype. Noter sættes som fortløbende tekst, med den første linie rykket ind med den paa formatet brugelige indrykning; de skilles ikke mere fra teksten med en fin streg paa fuld formatbredde, men kun med indtil en linies mellemslag. Som notetegn i teksten benyttes i flæng tal af tekstskriften eller tællere af skraa brøktal, men i noterne bru« ges altid store tal, som enten indklamres med parenteser (i) eller ender med punktum. Brøker sættes hyppigt af store tal med en skraastreg (1/5) som deler. Det franske sprog skrives med smaa begyndelsesbogstaver; kun efter punktum og de med dette ligestillede skilletegn, som kan afslutte en sætningsperiode, foran i verslinier, ved egennavne, høje titulaturer og tiltaleformerne Monsieur, Ma« dame o. s. v. bruges store begyndelsesbogstaver: le Haute« Garonne, le Danemark, l’Académie Franchise, Sa Majesté, Son Altesse Royale, Son Eminence. Følger der umiddelbart efter tiltaleformerne en titulatur, sættes det hele derimod med smaa begyndelsesbogstaver: monsieur le professeur, madame la baronne. Endelig skrives alle betegnelser for guddommen med stort begyndelsesbogstav: Dieu, le Créateur, le Seigneur, og ligeledes navne paa kirker og institutioner: Notre Dame, l’École du Livre o. s. fr. Den franske retskrivning er den mest ensartede i verden, idet de fleste forfattere følger aka« demiets »Dictionnaire«; kun i brugen af y i visse tilfælde forekommer der afvigelser i retskrivningen. Tale» og skrift« sproget er som bekendt meget forskelligt; intet ord skrives som det udtales, og i saa godt som hver eneste stavelse be* tegnes flere eller færre henaandende eller helt stumme endel* ser. Efter de franske brydningsregler skal disse ikke skilles fra stammen, men i dette som i saa mange andre tilfælde ses der bort fra teorier, naar gennemførelsen kan virke forstyr* rende paa satsens harmoni. Stavelser med endelserne se, «es og «ent maa efter reglerne ikke uden i yderste nødsfald føres over paa den følgende linie, men delinger som bibliothé^que, epuissé^rent, peu=vent, nonvment er alligevel meget almindes lige i typografiske fagskrifter. Forstavelser med kun én selvlyd maa heller ikke ende en linie, men dette overholdes ikke, og