Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SÆTNING AF ENGELSK 201 tne tilfælde, hvor den ene eller begge medlyde skal følges ad i en stavelse: spätester; bestemte kendetegn, efter hvilke sætteren kan slutte sig til, hvorledes han i saadanne tilfælde skal dele, eksisterer ikke. Endelserne »tion og »sion regnes efter reglerne som udelelige, men division er dog en almin« delig forekommende deling. Fremhævning i bogsats er ligesom i den franske typografi: kursiv, kapitæler og versalier. Noter sættes enten med en grad mindre skrift end teksten og behandles paa samme maade som denne, eller den sættes med en to grader mindre skrift og arrangeres tospaltet uden spaltestreg; det sidste arrangement gør noterne mere over« skuelige end lange linier, og ved mange noter, uensartede i bredde, bevares satsformens ydre konturer. En note, som kun udgør én linie, og er den eneste paa kolumnen, sluttes i begge tilfælde ud paa midten a£ formatbredden. Noterne skilles fra teksten enten med en fin streg paa formatbredden eller med et mellemslag alene. Som notetegn bruger den engelske tys pografi enten tegnene * + * || § U i den her angivne orden eller tal a£ samme størrelse som tekst og noteskrift. Tid* ligere fordobledes de særegne notetegn, naar noternes antal overskred de 7 tegn. — Undertiden indklamres notetegnene med parenteser (1), undertiden staar de alene, men i begge til« fælde altid i teksten efter skilletegnene. Amerikanerne fore* trækker hyppigere tællere af skraabrøk som notetal, og disse anvendes ligesom hos os enten alene eller med en parentes bag tallet, og de stilles altid udenfor skilletegnene i teksten. »OMSÆTN ING AFLATIN~» Latin er et dødt sprog, det vil sige: det U&iÆsSsd gik til grunde som folkesprog efter ros merrigets fald og tales intet steds mere i sin oprindelige form. Bogstavet K hørte med til det ældste latinske majuskelalfabet, men fortrængtes i tidernes løb af C c, der først udelukkende betegnede lyden k, men senere ogsaa brugtes som s4yd. I i og V v benyttedes oprindelig som fællestegn for selvlydene i og u og medlydene j og v; i den yngre middelalder kom J j og U u til som særlige tegn for de manglende selv« og