Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

202 SÆTNING AF LATIN medlyde, hvorved I i brugtes alene som selvlyds«, V v alene som medlydstegn. W w er en forholdsvis ny tilvækst til det latinske alfabet; det benyttes i den videnskabelige litteratur til betegnelse af latiniserede navne, særlig af tysk og engelsk oprindelse. Æ CE brugtes i det latinske majuskelalfabet, æ æ kun i nylatin, der i middelalderens sidste periode var den lærde verdens fællessprog. I vor tid bruges næsten altid i latinsk sats de adskilte bogstaver ae og oe for æ og æ. Ao center forekommer kun i grammatikalske værker som tegn for tonefald og i prosodi og metrik tillige som tegn for selv» lydens længde. I latiniserede græske ord bruges diæresis over e som kendetegn for selvlydens fuldstændige adskil* leise: aer, poétice. For det latinske sprog gives en bestemt retskrivning med hensyn til stavemaaden og brugen af store og smaa begyn* delsesbogstaver, for saa vidt der ikke er tale om nøjagtig gen« givelse af gamle haandskrifter. Store begyndelsesbogstaver bruges kun ved egennavne, ogsaa naar de staar som tillægs» ord (mare Adriaticus, bellum Punicum). Det første ord i en strofe faar ogsaa stort bogstav, uanset om strofen indleder en periode eller ej. Særegne satsregler for latin gives selvfølgelig ikke; hver nation bruger sine særegne satsprincipper. Ved ordenes deling lægger nogle forfattere slet ingen vægt paa, om ordene bry* des i overensstemmelse med etymologien eller ej, medens andre holder paa sproglig rigtige brydninger. I det sidste tilfælde er det af vigtighed at vide, at br, sc, sp, st kun maa skilles i ord, hvor det første a£ disse bogstaver hører til en for« stavelse (ab=ruptum, diskussion, dis*ponentum, disstributa* tion), men i alle andre forbindelser samlede skal gaa over paa den følgende stavelse (li^brum, adole^scenti, di^spersos, indu=striam), og det samme gælder ct, gm, gn, mn, phn, ps, pt, tm (thm), tn (au*ctoritate, te^gmen, pusgnare, gy*mnasis, Da^phne, scri«psit, prompter, rhy*tmus, Pha^tnae). Selvlyden i bruges i mange genoptryk af latinske manuskripter samti* dig som tegn for medlyden j, og gaar i slige tilfælde over paa den følgende stavelse: ma*ior, dis4ectos. Naar x ikke hører til forstavelsen ex (ex*ercitus), gaar det over paa den følgende stavelse (Ale=xandri, vi*xisse).