Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

214 SÆTNING AF HEBRAISK Naar et tc gaar foran et med 1 betegnet o, erstatter punktet over uj den følgende selvlyd. Tegnet Ü5 bliver ved brugen af punkt tilhøjre til Schin, ved punkt tilvenstre til Sin. Om= vendt, naar o, udtrykt ved 1, gaar foran X; her erstatter Schin« punktet den foranstaaende vokal. Tvivlstilfælde kan ikke fores komme, da, som alt nævnt, vokalløshed udtrykkelig betegnes ved Schva. Naar det omtalte o staar foran X, stilles punktet til højre for medlyden: X (o’). ( K 3 3 h T b b 73 b 0 y B k 1 1 °* 3 a n n •T H n 3 b 72 3 3 y B s p 1 3 h 5 h i T n b h b b M 5 b y b x p ■“1 1 -• IV • - h Fl tø iø n — p T n i “1 w - • • 0 n X Va Petit 3 Gev. 7 12 Spatier ft b D 2 Gev. 2 P. 3 p. i «1 R ID j y 1 Gev. Gev. r 1 □ Mellemrums-typer 3 n V. */< Kva- ■ drater i □ p 3 Et punkt inde i en medlyd, f. eks. 2, betyder medlydens fordobling, en streg over bogstaverne, f. eks. B, blød udtale. Skilletegnene kolon (:) og punkt (.) fjernes altid fra det sidste bogstav med tykke spatier; bindetegnet Makkef (—) sættes derimod tæt paa de to forbundne ord. Disse kan, om fornødent, skilles, og stregen bliver da ved første ord. Det hebraiske alfabet tjener ogsaa som betegnelse for tab værdier. For at kunne kendes som saadanne tilføjes undertiden én streg bag de enkelte taltegn og to streger mellem de sam= menlagte størrelser. 'H til '□ giver enerne, til 'X tierne, ’p til 'n hundrederne til tallet 400, medens fmalebogstaverne giver talværdierne til 900: 500, '□ 6oo, '] 700, '^800, ‘y9oo. Sjæl* dent betegnes tusendtallene med et eller to punkter over eners