Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SKRIFTMETALLET I I ret kostbare, erstattes vistnok oftere end man tror af haardt* bly. Haardtbly faas som bi« produkt ved udsmeltning af sølv og andre metaller; det in= deholder, foruden bly og anti« mon som hovedbestanddele, visse for skriftbillederne skadelige stoffer, især svovlzink. Oms hyggelig renset og opblandet med rene metaller, og navnlig rigeligt med tin, kan haardtbly nok give et brugbart raastof for typestøbning, men faren for skriftbilledernes hurtige for* vitring eller oksydering bliver altid til stede, hvis der findes rester a£ svovlzink eller andre stærkt iltende stoffer i bian* dingen. Men at en skrift oksyderer er ikke altid bevis for, at metallet er forfalsket. Oksyd er som bekendt en iltnings* Støbeinstrumentets underdel. proces, som de fleste uædle metaller gennemgaar i raa og indelukket luft, men i forskel* lig grad; zink fremmer, me* dens tin hemmer skriftbille* deines forvitring. Den normale blanding gi* ver som ovenfor berørt et skriftmetal, der bliver letflydende ved en forholdsvis lav temperatur; det udfylder matrise og støbeform godt og trækker sig kun lidt sammen ved afkølingen. Til trods for typernes tilsyneladende ringe styrke kan en bogskrift taale daglig ublid medfart ved sætning, aflægning, korrektur, ombrydning, tryk paa haarde og sandede papirer og med simple farvestoffer, hensynsløs afskrupning med æt> sende vædsker og saa videre, og alligevel give mange hundre* de tusinde læselige aftryk inden den er helt kassabel. Hos intet andet stof findes alle disse udmærkede egenska* ber forenede i tilnærmelses« vis samme forhold. Der er i de sidste halvhundrede aar prøvet adskillige andre stof« fer som afløsere af det kost* bare bly og antimon, men Støbeinstrumentet sammenstiUet.