Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

to o\ o TITELFORMEDE ARRANGEMENTER lige begreber; han skriver endog undertiden sit manuskript i fortløbende rækker uden vejledende understregninger af det hovedsagelige i tekstens ordlyd, men selv om han stiller manuskriptet op i et slags titelformige grupper, sker det uden at den typografiske form foresvæver ham. Det falder derfor meget hyppigt i accidenssætterens lod at skulle løse opgaver, der teknisk set er umulige, hvis manuskripternes forfattere er umedgørlige. Omstilling af et par linier, forkortning eller forlængelse af teksten i en given linie, fortløbende liniers forvandling til isolerede linier eller omvendt, kan være øn> skelige i accidenssats med tredelt liniefald, og er næsten altid absolut nødvendige i titelsats med det moderne liniefald, naar der skal opnaas overensstemmelse mellem satsformens ydre og accidenstekstens forsvarlige gengivelse. 1INIEFALD. Naar et accidensmanuskript, der rummer et > antal linier af forskellig indholdsværdi, skal arrangeres som titelformig sats, kan man i almindelighed kun holde sig til én ordning, nemlig hver enkelt linies udslutning nøjagtig paa midten af den givne formatbredde. Denne symmetriske ordning søges opnaaet ad to veje: ved det tredelte eller regel* rette liniefald, efter hvilket alle titellinier vekselvis afviger i bredde, eller ved det moderne liniefald, efter hvilket titeb teksten fordeles i temmelig tæt forenede grupper, der enten arrangeres i bredere og smallere firkantede eller triangelfor* mede blokke. Titelsats, under hvilken her ikke særlig for* staas bogtitler, er symmetriens naturlige felt; usymmetriske