Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

ARBEJDSTEGNING 265 visse sjældnere tilfælde ogsaa det saakaldte skæve liniefald, i den samme titelsats er derfor anbefalelsesværdig overalt, hvor en given accidenstekst fra en typografisk set genstridig masse kan forvandles til en føjelig ved at en enkelt eller et par titelgrupper indpasses i en anden ramme. Det vil i mange tilfælde fremme accidenssætterens overblik over satsformens og skriftstørrelsernes indbyrdes forhold i liniefaldet, naar han inden han begynder paa typernes sanv menstilling opridser paa et stykke papir den liniefaldsordning, som han tænker sig manuskriptets indhold bedst egner sig for. En del sættere udfylder yderligere ridset med løst skib serede bogstaver, men det vil være tilstrækkeligt at holde sig til stregeridset alene, da saadanne skitserede skriftlinier dog ikke kan give noget tilforladeligt begreb om den fuldførte satsforms udseende. Ved versaliesats kan det ofte have en vis praktisk betydning for hurtig orientering over skriftstørreb sers og liniebredders indbyrdes overensstemmelse forud at optælle bogstavernes antal i alle fremtrædende titellinier. For de moderne liniefalds vedkommende er optælling en uom* gængelig nødvendighed, hvad enten teksten agtes udført med store eller med store og smaa bogstaver. For de enkelte liniers indbyrdes forhold med hensyn til det tredelte liniefalds vekselvise udvidelse og sammentræks ning lader sig ikke opstille regler. Liniefaldets trinvise for« mindskelse nedefter fra den bredeste titellinie hviler ikke paa streng regelmæssighed; det kan derfor ikke praktiseres paa den maade, at naar den bredeste linie f. eks. fylder 20 cicero, skal den næst bredeste være 18 cicero, den derefter følgende 16 cicero og saaledes fremdeles. Her som næsten overalt i ao cidensarbejdet er øjet og erfaringen de eneste tilforladelige læremestre. I de moderne liniefald indrettes liniegruppernes bredde i hvert enkelt tilfælde efter, hvorledes teksten ligelig lader sig dele. SKRIFTVALG. Den springende udvikling i det moderne forretningslivs bestræbelser for at faa publikum i tale gør det umuligt at fastsætte almene regler for skriftvalget i de for» skellige accidensgrupper, maaske dog med undtagelse af den særlige form for reklamering, som hos læseren skal fremkalde det indtryk, at meddelelsen er haandskreven og stilet til ham