Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

VALG AF SKRIFTSTØRRELSER 269 gives i annoncesats og lignende arbejder, der tjener den grove reklame. Da tekstens udførlighed i slige accidenser oftest ucU arter til den rene snakkesalighed, saa skriftstørrelserne ikke kan faa det for tydeligheden nødvendige mellemslag, maa ikke alene skriftsnittene, men ogsaa kraftige og mindre kraf» tige skriftbilleder regelmæssigt veksle, naar der skal opnaas saa stærke modsætninger, at læserens øje fanges af det, der er hovedsagen for forretningsmanden. Det er ikke ualminde* ligt i reklamearbejder at se kontrasten forstærket ved brugen af en anden skriftart til den vigtigste og for det meste og; saa største linie, f. eks. Schwabacher eller Gotisk i sats med antikva, antikva i sats med fraktur eller frakturlignende skrift ter. Den tilsigtede praktiske nytte er vist kun i forholdsvis faa tilfælde øjensynlig, da modsætningsforholdene ogsaa kan blive for grelle og spekulation i smagløshed sjældnere med* fører fordele. Det strider ganske vist ikke mod skønhedens fordringer at benytte to skriftarter i den samme sats, £. eks. Gotisk eller Schwabacher i antikva og omvendt, men skrift« arterne maa holdes hver for sig i afsluttede grupper. Under skriftvalget hører ogsaa skrifternes indbyrdes stør* relseforhold. Som ledende grundsætning for disses fastsæt« telse gælder, at der skælnes mellem det hovedsagelige, det mindre betydende og det aldeles underordnede i tekstens ind* hold, men da hvert af hovedbegreberne kan have flere grader, er det ikke saa lige til at fastsætte det rette styrkeforhold, saa meget mere som det ønskede liniefald — det gælder baa* de det tredelte og det moderne — ogsaa kan lægge hindrin* ger i vejen for en rigtig markering af gradsforskellighederne. Begreberne overføres i størrelseforholdet paa den maade, at det hovedsagelige eller titelsatsens hovedlinier gøres virkelig store (eller kraftige), det mindre betydende markeres med skriftstørrelser, der bevæger sig omkring halvdelen af hoved* liniens, og det helt underordnede, hvormed man for det me< ste forstaar de saakaldte mellemlinier, mere eller mindre smaat, saa at der for øjet ikke bliver tvivl om, hvad sætteren har tilsigtet ved manuskriptets overførelse i de forskellige skrift* størrelser. I al almindelighed kan det fastslaas, at det i mer* kantile accidenser gælder, at det fremhæves hvad den ved* kommende hedder, hvad han sælger og hvor han bor. Al