Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

BEGREBET KEGLE A. ..B. Legeme (corps, kegle). C....D Typetykkelse. 1. Udpunsningen. 2. En haarstreg. 3. Skrafferinger. Stamme eil. grund» form. 5. Slæbet (conus). 6. Skulderen. 7. Støbemærket. 8. Signaturen. 9. Renden. 10. Foden. 4—10. Papirhøjde. 6—10. Højden af typens skaft. den naturlige følge heraf bliver, at det er umuligt at danne snorrette linier. Keglen maa altid være lidt større end de højeste af skrift* billederne, da de opadstræbende (bdfhkl) og nedhængende (gjpqy) træk paa visse skrifttegn i modsat fald ved at gnides mod hinanden efter en enkelt gangs brug vil være beskadigede. Den tekniske betegnelse kegle for typelegemernes flader, tagne lodret paa skriftbillederne, der i hosstaaende rids angi* ves i er i det tyske bogtrykkersprog lige saa gammel som kunsten selv. Det var oprindelig stemplets hoved, hvor skriftbille» dets relief er udgravet, der benævnedes keg= len, og denne benævnelse overførtes efter? haanden paa den støbte type. De skraanende sider om relieffet (slæbet) giver, især i større skriftgrader, typernes hoved en fjern lighed med en overskaaren kegle. I kunstens ældste periode var ligs heden tydeligere end nu, idet den øverste del af skaftet (skub deren) ogsaa glattedes skraat af. Denne afglatning tilsigtede at gøre renderne mellem linierne saa dybe, at løsrevne par* tikler fra papir og farvepuder (»baller«) vanskeligere smittede af paa papiret ved det stærke tryk paa de store og kraftige skriftbilleder. Betegnelsen gjaldt oprindelig ligesom for patri* serne kun skriftbilledernes karakter (missal, kanon, tekst), senere ogsaa skriftbilledernes højde (tertia, mittel, cicero, kor* pus), sandsynligvis forbunden med en uklar forestilling om typelegemernes størrelse. Fra det syttende aarhundredes slut« ning, da de første forsøg paa systematisering begyndte, forstaar man ved kegle udelukkende typelegemernes størrelse. SKRIFTSYSTEM betegner i al almindelighed typeleges mernes indordnen under et for alle skriftstørrelser fælles grundmaal. Det engelske skriftsystem, der allerede var i brug i det syttende aarhundrede, hviler paa det dengang gældende fodmaal, men blev for henved et hundrede aar siden, i alt fald nominelt, overført paa yarden. Selv om typelegemernes for* hold til fodmaalet, saavel det gamle som det ny, var over« holdt, hvilket dog aldrig er sket, kan det engelske system