Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

FOURNIERS SYSTEM 17 ikke kaldes et typografisk forsvarligt skriftsystem, da det helt savner en enhed, af hvis mangfoldiggørelse alle skriftstørreb sers typelegemer lader sig danne. Typelegemet for pica (cicero) kan vel dannes af to nonpareil, men ikke af en brevier (petit) og en diamond, twcUine pica kun af to pica eller fire non« pareil, men ikke a£ tre brevier, der bliver stivere, eller af to long«primer (korpus) og en diamond, der bliver slappere. Den franske typografi havde i det syttende aarhundrede en lignende primitiv ordning for typelegemernes indbyrdes størrelseforhold som den, der til dels endnu gælder i det engel* ske system. Uordenen i typelegemerne, der ikke var mindst trykkende for skriftstøberne, bragte i aaret 1737 en fransk stempelskærer, Pierre Simon Fournier - den yngre kaldte han sig selv til adskillelse fra en ældre broder, der ogsaa var gravør til at tænke over, om det ikke vilde være muligt at finde en enhed, som hvilede paa en let kontrollerlig del af et videnskabeligt fastslaaet maal og samtidig var i stand til at give absolut ensartede typelegemer for de almindeligst be* nyttede skriftbilledhøjder. I det da gældende franske læng* demaal, den kongelige fod (pied de roi) å 12 tommer å 12 linier å 12 punkter fandt Fournier principet for fastsætte!* sen af typelegemernes gradvise opbygning. Han slog to af pied de rois punkter sammen til én størrelse, der under navnet det typografiske punkt blev normabenhed for skriftsystemet. Men det viste sig, at typelegemerne blev for store med den tænkte enhed, saafremt pied de rois tolvdelingsprincip ogsaa skulde lægges til grund for skriftsystemet (1 cicéro= 12 typo* grafiske punkter = 2 linier af pied de roi). Cicero var for* dum nærmest den skriftbilledstørrelse, vi nu kalder grov koi> pus; da den ikke kunde gaa ind paa et 10 punkters legeme uden at de opadstræbende og nedhængende træk paa visse bogstaver knappedes af, hvilket dengang stred mod fransk* mændenes skønhedssans, og 11 punkter var en upraktisk be^ regning a£ typelegemet for en saa vigtig skriftstørrelse, valgte Fournier at formindske enheden en tolvtedel, saaledes at cicéroslegemet vel indeholdt 12 typografiske enheder, men kun stemmede med in/i2 linie af pied de roi. Han opnaaede at se sit genialt udtænkte system indført i alle franske skrift« støberier, men da enheden ikke var grundet paa en let tilgæn*