Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

TITELFORMERNES UDVIKLING lo Fra det femtende aarhundredes udgang tager de fra haand« skrifterne overleverede latinske abbreviaturer af i antal, og omkring det følgende aarhundredes midte er de svundne stærkt ind, da kun ganske faa af dem egnede sig for de mo» derne sprog. Fra denne periode spores der tydeligt en til en begyndelse ringe, men stadig tiltagende forstaaelse af, at sprog* lige krav ikke helt tør overses i titeltekstens typografiske gen* givelse, og det er typematerialets simplificering i forening med de voksende sproglige og typografiske synspunkter, der gradvis fremtvinger en forskydning af den ældre periodes titelformer henimod de bæger* eller vaselignende konturer, som er det tredelte liniefalds særkende. I bogtitler fra det sekstende aarhundredes sidste halvdel ses dette tydeligt i de tilfælde, hvor datidens snakkesaligt udtværede titeltekst over* hovedet tillader vekslende liniebredder. Det syttende aarhurv dredes bogtitler har intet særpræg. Men i det følgende aar« hundrede svinder bogtitlernes dekorative fremtræden ind til et minimum, dels ved en umaadeholden spatiering af de titel* linier, som skal træde stærkest frem i satsbilledet, dels ved at tidligere tiders kærnefulde træsnit afløses a£ sirlige, men til bogtrykkets karakter lidet svarende kobberstukne titler eller allegoriske vignetter, omramninger og forsirede skrifter i typografiske efterligninger (side 287, fig. 7). Det kan omtvistes, hvorvidt den af Bodoni og DiDOT’erne i slutningen af det attende aarhundrede fuldbyrdede forvand* ling af den degenererede antikvatype gik i den rigtige retning, men den medførte i alle tilfælde en genoplivelse af intern essen for værdig bogudstyrelse, som ogsaa kom titelsatsen til gode. Men kampen mod den nys opdukkede konkur* rent, litografien, førte allerede i trediverne i det sidst forløbne aarhundrede til indførelsen af alle de skriftvarianter, som gaar under fællesbetegnelsen accidensskrifter, og da de oprindelige latinske skriftsnit en menneskealder senere atter kom til ære og værdighed, oversvømmedes faget snart af en ny flom fede, magre, brede, smalle, forsirede og forvredne varianter. Denne rigdom skulde selvfølgelig nydes og blev det ogsaa fuldt ud. I særdeles mange bogtitler fra halvfjerdserne og firserne fin-des alle andre skriftsnit og stilarter end netop de typeformer, som bøgernes glatte tekst udførtes med, repræsenterede. Og 19