Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

290 TITELFORMERNES UDVIKLING slige monstrer af smagsforvirring fik ofte prædikatet »kunst® nerisk beaandede arbejder«. De mange ny stilformer, højst forskellige i kraftudfoldelse og udstrækning i bredden som de var, medførte ogsaa den altfor stringente markering af væsentligt og mindre væsentligt, som prægede denne perio* des titelsats. Den nuværende opgang i ret forstaaelse a£, hvorledes bø= gernes typografiske udstyrelse bør tilrettelægges, skyldes in= direkte englænderen William Morris, der fra 1891 — 1899 i eget trykkeri og med skrifter, han selv havde tegnet efter forbilleder fra det femtende aarhundrede (se siderne 39 og 40) udførte godt en snes bøger i en stil, der var den daværende moderne typografi fuldstændig fremmedartet. Morris’ af den fineste kunstneriske kultur helt gennemsyrede bogudstyrelse maatte selvfølgelig være som kaviar for mængden, hvis syn var blindet af den simili=renæssance, skriftstøbersæstetiken havde skabt. Men virkelige bogkendere forstod at vurdere Morris’ stil, og fra denne kreds udgik omkring aarhundrede skiftet en bevægelse, som havde til formaal at give forlæggere, skriftstøbere og typografiens udøvere et nyt syn paa de æste* tiske fordringer, der bør stilles til det typografiske grundma* teriale og dets brug i bogfremstillingen. Reformatorerne, der ifølge deres livsstilling nok havde bogkendskab, men var uvidende i typografisk praktik, vilde ogsaa omforme bogtits lernes konturer; de opnaaede desværre hyppigere at forvirre end at klare begreberne ved at fremholde det femtende aar« hundredes primitive titelformer som eftertragtelsesværdige for* billeder for kunstnerisk fuldkommenhed i bogtitlernes arran= gementer. Naar det ikke lykkedes at gennemføre denne side af reformerne, skyldes dette ganske simpelt, at vore dages strenge haandhævden af sproglige hensyn, i forening med visse uomgængelige krav til logisk sammenhæng i titelteks* ternes typografiske gengivelse, stiller sig saa afvisende overfor regelret brug af de ældste titelformer, at kun faa bogtitler i den moderne kassettestil kan staa for en lemfældig faglig kritik. Se eksemplet side 287, fig. 8, der i sin tid er bleven tildelt prædikatet »mønstergyldig! arrangement«: opnaaelsen af den ønskede ydre satsform har været hovedsagen, tekstens typografiske gengivelse kun en biting.