Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

4oo ORNAMENTOMRAMNINGER ingen fejl, men bruges sjældnere som baandmotiv, fordi or* namentets virkning bliver temmelig kedelig. Den mulige beklædning omkring baandmotiver bør være symmetrisk ordnet og fortrinsvis sammenstillet af lineare elementer. Beklædningen maa selvfølgelig ikke, hverken i størrelse eller kraftudfoldelse, dominere hovedornamentet, men deraf følger dog ikke altid, at der til beklædning kun kan benyttes streger, hvis tegning er underordnet baandfigurer* nes. Beklædningen skal fremhæve baandornamenterne ved en passende farvenuance (hvid, lysegraa, mørkegraa, sort) og derved skabe den nødvendige modsætning. Baandornamen* ter tager sig i almindelighed bedst ud, naar beklædningens kraftigere elementer kommer nærmest hovedleddet, men der forekommer selvfølgelig mange undtagelser. Ved mindre og forholdsvis smalle omramninger bør beklædningsmateriellet helst vælges af glatte streger; ved større og omfangsrige omramninger indskydes der mønstrede streger (skraverede, punkterede) eller fordringsløse række^indfatninger paa en lille kegle mellem de glatte, førende mønstre. Da støbte indfatning ger, paa faa undtagelser nær, i kegle og tykkelse indrettes paa typelegemer af 3, 6, 9 og 12 punkter i geviert eller ge* viertens mangefold, maa alt beklædningsmateriel og dettes mellemrum over og under ornamentbaandet ogsaa gaa op i 3, 6, 9 eller 12 punkter og saaledes fremdeles. Naar sætteren ved en ornamenterings opbygning ikke nøje følger det be« regningsprincip, der ligger til grund for ornamentfigurernes udstrækning i kegle og tykkelse, vil der i hovedleddets tæt paa hinanden stillede ornamentale typelegemer fremkomme lakuner i formatbredde og højde, som kun lader sig dække ved hist og her at nedstikke en systematisk messingstreg meb lem to figurer. Slige udfyldte lakuner bryder selvfølgelig teg*