Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

NODESATSENS TEKNIK 441 Tonearternes afledningstegn (kryds og be) sættes kompres paa nøglerne; efter afledningstegnene beregnes der almindelig 1 —1V2 geviert rum, medens taktangivelsen faar */«—1 geviert større plads efter sig. Findes der ingen afledningstegn efter nøglen, gøres rummet før og efter taktangivelsen lige stort, naar den første node har hals opad. For at lette udtællingen kan man mellem alle fritstaaende nodeværdier beregne en afstand af 3 gevierter; mellem node* hovederne i grupper (naar de enkelte noder ikke er underlagt med tekst) beregnes 1 geviert ved sekstendedels noder og 1—2 gevierter ved noder, der har større værdi, naar ikke sær« lige forhold stiller sig i vejen herfor. Aflednings« ogarpeggio« tegn, faner, værdipunkter, forslagsnoder o. 1. foran eller efter nodehovederne tælles sædvanligvis ikke med; pladsen til disse tegn tages simpelthen fra det almindelige mellemrum. Paa hver side af den almindelige taktstreg inde i liniesystemet beregnes endelig 1 geviert. I noder for instrumenter, sangnoder med underlagt tekst og akkompagnement etc. skal hver nodelinie indeholde et fuldt antal takter, det vil sige, en takt maa under ingen som helst omstændighed brydes. I elementære musikeksempler, for hvilke den størst mulige tydelighed er en hovedbetingelse, bør man dog hellere bryde takterne, end have knebne mel» lemrum mellem noderne. Et musikstykke bør ogsaa udregnes saaledes, at det udgør fulde nodelinier; kan en udgangslinie ikke undgaas, udfylder man hyppigt linien med det tomme nodeplan, som hosstaa= ende eksempel viser. Da en nodelinie ved udtællingen sjældnere gaar op i den givne formatbredde, maa man udjævne forskellen ved hen* holdsvisat knibe eller spærre i mellemrummene mellem node« tegnene. Som en almindelig regel ved mellemrummenes formind? skelse gælder, at man først kniber ved mindre nodeværdier