Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

452 ÆLDRE SÆTTEMASKINER hage og betydeligt hurtigere end ved sætterens greb skaffe satsforme. Men skønt de fleste opfindere ikke satte maalet højere end til ordenes og de regelmæssige mellemrums sam< menstilling i alenlange rækker, hvilke derefter af haandsæt* tere inddeltes i linier paa formatbredderne og justeredes paa sædvanlig vis, blev ingen af disse opfindelser fulgt af varigt held. Kun to af de sættemaskiner, som indtil foren menneske* alder siden saa lyset, udstrakte maalet til ogsaa at omfatte den afbenyttede sats’ automatiske sortering i maskinens kanaler. Af disse to var den danske typograf Ciir. Sørensens sind« rige »Tacheotyp« fra slutningen af fyrrerne i sidste aarhun* drede den ene; den anden er amerikaneren Joseph Thornes tredive aar yngre maskine. Thornes maskine er i det hele tas get kun en videre udvikling af princippet i Sørensens. Ved de øvrige af den nævnte gruppe mekaniske sætteapparater blev den afbenyttede sats enten lagt af paa sædvanlig maade af haandsættere og bogstaverne derefter atter opstablede til paafyldning i sættemaskinernes magasiner, eller de blev me* kanisk sorterede i selvstændige maskiner, byggede over Sø* rensens princip for automatisk sortering. Liniernes justering paa bestemte formatbredder blev anset for uopnaaelig, indtil den tyske tekniker Ottmar Mergenthaler i Baltimore i slutningen af firserne i sin Linotype viste vejen. Kun ganske faa sættemaskiner for almindelige bogtryktyper har haft læn* gere tids levedygtighed og faaet en til tiden og nytten sva* rende udbredelse. Af disse £aa har kun tyskeren Kastenbeins sættemaskine været benyttet herhjemme. Skønt typernes opstabling i lange rækker kan forceres tydeligt, har sættemaskinernes økonomiske betydning altid været ringe, navnlig paa steder, hvor det var udelukket at bruge billig kvindelig betjening, og ulemperne har oftest været større end de opnaaelige fordele. De fintfølende me« kanismer, hovedsagelig bestaaende af et system stærkere og svagere fjedre, kommer saare let i uorden. Den mindste for« andring i typernes overflader, hvad enten denne skyldes tems peraturens indflydelse paa skriftmetallet eller næsten umærke* lige læsioner af typelegemernes flader, er tilstrækkelig til at standse mekanismen. Knækkede typer er de synlige følger, hver gang standsningernes aarsag skal fjernes.