Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

4o MODERNISEREDE RENÆSSANCESNIT grundstreger og skrafferinger i et tagformet udløb. Naar tab tegnene er i overensstemmelse med skriftkarakteren, hvilket dog ikke altid er tilfældet, har de uregelmæssige former og staar ikke paa linie. I mediævalsnit, der er skaarne for en snes aar siden, er haarstreger og skrafferinger saa skarpe, at mange typer læderedes inden de naaede sættekassen; denne ulempe er dog af hjulpen i skrifter af nyere dato, undertiden i højere grad end skriftbilledernes tiltalende fremtræden kræ* ver. Ogsaa i mediævalsnittene er der forskel paa engelske og franske former; de første er hyppigst bredere og meget WILLIAM MORRIS' ANTIKVATYPE er tegnet af Morris selv med Nicolaus Jensons Antikva (Venedig 1472) paa Tertia Kegle sotn Forbillede. Efter Genoptrykket af William Caxtons Oversættelse af „Den gyldne Legende“ kaldte han Skriften „Golden type“. Skriftbilledstørrelsen er engelsk Mittel. Endnu medens Morris levede, kastede amerikanske Skriftstøbere sig graadigt over hans Type- og Ornamenteringsmateriale. Efterligning af William Morris’ Golden type. mere regelmæssige i tegningen end de sidste. Omstaaende sammenstilling af de to latinske hovedstilarters alfabeter viser bedre end ord forskellighederne. Nøjagtige gengivelser af de gamle latinske og semigotiske skriftkarakterer findes ikke; enkelte skrifttegns afvigende for* mer, den knebne skriftvidde og ikke mindst de moderne glatte papirer og cylinderstrykteknikken stiller hindringer i vejen. Men der er i de senere aar fremkommen en mængde moderne varianter af renæssancetidens tryktyper, komponer rede af moderne skrifttegnere; i de fleste af disse viser kunst« nerne desværre en beklagelig lyst til at forbedre de oprinde* lige former ved at klippe noget af her og lægge noget til hist af deres eget. Bogskriftmateriellet er desuden yderligere blevet stærkt forøget med originale former, i hvilke de rene antikva^, semigotiske og frakturskrifters ejendommeligheder ofte er saa inderlig sammenæltede, at det kan have sine van« skeligheder at bestemme, til hvilken hovedskriftart de nær* mest bør henføres.