Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

ri LIGATURER OG ACCENTER Ligaturer er den tekniske betegnelse for to bogstaver, som enten betegner en særlig lyd eller som af hensigtsmæssigheds* hensyn forenes paa ét typelegeme. I antikva er det i almin* delighed ff, fi og fl, der sammenstøbes, fordi det overhæng gende punkt paa f let knækker ved at hvile mod bogstaver, som paa venstre side har lodret grundlinie. Med antikvaskrik ter af fransk og engelsk oprindelse følger ogsaa undertiden sammenstøbte ffi og ffl, hvilke dog er overflødig ballast; derimod kunde det være praktisk at inddrage fb fh fk under ligaturerne, da disse forbindelser i større bogskrifter maa ad* skilles med et lille mellemrum. Heldigst vilde det være, om det overhængende punkt paa f og j blev trukket ind paa typelegemet, hvilket enkelte skriftstøbere af og til har eks* perimenteret med, thi derved undgik man helt sammenstøbte bogstaver i antikva. I tysk typografi bruges det nydannede tegn ß for sz og i den sidste tid ogsaa de samme ligaturer, som findes i fraktur^alfabetet. — Ehtegnet (&), der er den eneste tilbageblevne af middelalderens mange latinske liga* turer, hører med til det typografiske alfabet, men bruges kun rettelig i firmanavne. De saakaldte franske accenter bærer ikke alle deres typo* grafiske betegnelse med rette, idet der i fransk kun benyttes å é É med aigu, å é ü É med grave, å é i ö ü É med circonflexe, é i’ med trema og 9 Q med cédille. De øvrige accenterede selv« lyde bruges i andre sprog. Kapitæler bruges i bogsats til fremhævning a£ personnavne; kapitæler burde have samme størrelse som de smaa bogstavers Morborwm qnoij; te<nujas,etfigna dorebo-T ur f>is out s tmtBt [<abies,ubi frigdus imber A Itiusdduiuum perfdit,ethorridd<ttno B ruma gdu,uel cuw tvnfis illotus ddbajit S udor,et birfuti jecnerunt corpora uepres, D uldbus icnra>flwuiis pecHs omnemdgfhi P erfundunt,udisif; dries in gtrgfe uillis M erfdtur,miffi<s'q> fe aindo defluitdmni, A. ut tvnfm trifli mntingunt corpus dmurctf, E tfpumdsmifæntdr^nti,uiudfflfrd, I tbed/ii; pi.ces,et pincets wnpuine cærds, Prøve paa Manutius’ kursiv med kapitæler. øjer, da de kun skal virke ved deres afvigende for* mer. I typografien fore* kom kapitæler tidligst i gengivelser af græske ma« juskebhaandskrifter, men i det almindelige antikva« alfabet var de versalier til den af Aldus Manutius i 1501 indførte kursiv« skrift (cursive betyder: løbende), til hvilken for*