Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

KURSIVSKRIFT OG KAPITÆLER 43 billedet skal have været digteren Petrarcas haandskrift. De ældgamle majuskler blev brugte aldeles vilkaarligt af mid* delalderens skønskrivere. Det var langt fra almindeligt at be* gynde egennavne eller det første ord i en ny periode med en majuskel; derimod var det en fast regel, at strofer og vers* linier i afskrifter af digterværker skulde begynde med et saa« dant (herfra stammer den i tysk og nordisk typografi alrnin* delige betegnelse versalier for majuskler), og denne tusind aar gamle skik bruges endnu i digtsats. I de fleste af hine tiders haandskrifter prentedes versbogstaverne lodrette, selv om afskriverens minuskier havde en hældning; for at markere versbogstavets betydning yderligere skiltes det fra ordet ved et tydeligt mellemrum, og denne sædvane fulgtes ogsaa af typograferne i det tidsrum, da man kopierede de gamle haand* skrifter. Manutius havde dog ogsaa majuskler med samme hældning som de smaa kursiviske bogstaver. Kursiv»majusk-lerne havde oprindelig samme højde som kapitælerne, det vil sige: en ubetydelighed højere end øjerne i de smaa bog* staver, men i det sekstende aarhundredes midte fik de den samme højde som de daværende antikva*versalier. Kapitæ* lerne gik snart af brug i kursivskrifterne, men fandt saa an? vendelse som fremhævnings^bogstaver i den almindelige an= tikva. Den tekniske betegnelse kapitæler er en fri overførelse af det franske petites capitales (smaa majuskler), der paa tysk blev til Kapitälchen. Skille* og læsetegn er lige saa nødvendige bestanddele til skriftlig fremstilling af en tanke som selve bogstavtegnene. De egentlige skilletegns bestemmelse er dels at fastslaa en skriftlig fremsat tankes logiske udformning, dels en vejled« ning til sproglig rigtig betoning under læsningen af ord og sætningsdele. De egentlige skilletegn eller grammatiske tegn stammer fra den græske og romerske oldtid; de saakaldte læsetegn eller materielle tegn forekommer nu og da i mid= delalderens haandskrevne bøger. Hverken £or skille® eller læ* setegnenes ensartede brug fandtes der oprindelig fastslaaede regler, hvorfor de hyppigst brugtes paa fornuftstridig maade. Først efter 1493, da Aldus Manutius i et lille latinsk skrift, »Ars punctanti«, havde opstillet almindelige principer for tegnenes betydning og genindført semikolon, kom der efter«