Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

 OM MANUSKRIPTET under den, de bruger, lærlinge et brædt eller en lav skam« mel at staa paa. Gulvfladen mellem en række reoler kaldes en gade. MANUSKRIPT er i de landes typografi, som fra gam* . mel tid følger den tyske, den almindelige benævnelse for de aandsprodukter, hvis forstandige gengivelse i typesats det er sætterens opgave at løse. Benævnelsen er den samme, hvad enten det er et virkeligt haandskrift eller et aftryk af en tidligere udført typesats, der er tale om. Det er fuldt saa meget i forfatterens som i sætterens interesse, at det skrevne eller gennemarbejdede trykte manuskript fremtræder som noget mere end en kladde. Manuskriptet bør først og frem« mest ikke skrives paa papirlapper a£ forskellig størrelse, men paa et bestemt papirformat, som ikke uden tvingende grunde bør være større end almindelig kvartpost. Papiret bør ikke fyldes med skrift til papirranden, og afstanden mellem lini« erne bør være saa rigelig, at der er den fornødne plads til at indføre mindre forandringer i teksten, saaledes at overstreg* ninger og rettelser ikke løber over i hinanden. Liniernes rets ning bør være nogenlunde vandret, og skriften hverken for gnidret, saa sætterens syn unødigt anstrenges, eller for him« melstræbende, saa han hvert øjeblik skal skifte blad paa te* nakelen. Blækket, hvormed der skrives eller rettes, bør være dybsort, og haandskriften ikke for udflydende eller saa per« sonlig, at det sædvanlige alfabets skrifttræk næppe kan skim* tes. Tydelighed i det skrevne er en hovedbetingelse for en god sats, navnlig fremmedord, sjældne personnavne eller be= grebsnavne og tal kan ikke skrives for tydelige. Endelig bør kun den ene side a£ hvert blad manuskript benyttes, da i modsat fald flere sættere ikke uden at hemmes i deres virk« somhed kan sætte paa det samme arbejde. Det er en daarlig økonomi at levere et sjusket behandlet manuskript til sætning. Sætterens uforskyldte tidsspilde og principalens driftsomkost* ninger kræver erstatning, og det bliver altid forfatteren af et ufuldkomment nedskrevet aandsprodukt, som kommer til at betale denne enten i form af godtgørelse for daarligt manu* skript eller som korrekturgodtgørelse eller begge dele. Og endelig kan daarligt manuskript og slemme korrekturer aldrig give et smukt typografisk arbejde.