Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

BRYDNINGER ældgamle regel passer kun daarligt til den moderne arbejds* maade, men som alle indgroede vaner er den vanskelig at komme til livs. Under satsens korrigering ødelægges eller læderes nemlig mange bogstaver, fordi aalespidsen ikke har tilstrækkelig plads til at bevæge sig i, naar der skal trækkes spatier op af linierne; dette vilde undgaas, hvis de smaa ud* slutninger fandtes paa venstre side, idet aabningen mellem ordene i saa fald altid vilde blive stor nok til at tillade aale« spidsen at bevæge sig i skraa retning. BRYDNING AF ORD. Gennemførelsen af en harmo* nisk rumfordeling i linierne bliver væsentlig besværlige gjort ved delingen eller brydningen af de ord, som kun delvis lader sig indpasse i slutningen af vinkelhagens formatbredde. Udenforstaaende savner næsten altid forstaaelsen af de store, ofte uovervindelige vanskeligheder, som en efter typografi* ske begreber dadelfri fremstilling af glat sats kan frembyde for en samvittighedsfuld sætter. Det er en kendsgerning, at forfattere, hvis speciale er sprogvidenskab, meget ofte savner det rette blik for sætterens stolthed, den omhyggelige iagt-tagelse a£ brydningsreglerne, men det hænder lige saa hyp* pigt, at de samme sprogmænd ejer en udviklet sans for har* moni og symmetri; de forstaar ganske godt at skelne mellem en sats, der har nogenlunde regelmæssige mellemrum mellem ordene, og en, som ikke har det, om de end ikke kan gøre rede for enkelthederne. Bindetegn i slutningen af linier pryder absolut ikke en sats, og deling af ord bør derfor indskrænkes til det mindst mulige. Men da gennemført udelukkelse af deling kun kan naas ved at sætte sig ud over alle andre skønhedskrav, bør brydninger iværksættes saaledes, at saavel hensyn til læserens tilegnelse af det skrevne som den størst mulige ensartet* hed i liniernes mellemrum sker fyldest. — De typografiske brydningsregler gaar i korthed ud paa, at stamord ikke uden videre maa deles, og kun forstavelser paa mindst to og endelser paa mindst tre bogstaver kan henholdsvis ende og begynde en linie. At dele et ord saaledes, at en endestavelse paa kun to bogstaver gaar over i den følgende linie, anses for en skrækkelig typografisk forsyndelse. Hertil er at svare, at det er ganske rigtigt at undgaa overflytning af en stavelse