Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

LÆSETEGNENE 71 Paragraftegnet er egentlig dannet af to sammenslyngede S; det betyder afsnit (sektion): § 5, §§ 6-14. Tegnet betrag* tedes fordum som en abbreviation, og skulde derfor efter* følges af et punktum; nu staar det dog altid alene. Apostrof erstatter et manglende bogstav; i dansk er det d, f. eks. fa’er, mo’er. — Det kommer ogsaa til anvendelse i slutningen af ord, der ender med s, naar disse faar ejefalds« endelse, enten som stedfortræder for det sidste s (Fries’) eller for at skille dem (Fries’s). Hvorvidt apostrofen i spatieret sats ogsaa skal have et lille spatium, maa afhænge af de bogs staver, tegnet staar imellem; er begge disse lavere end apo= strofen, bør rummet selvfølgelig ikke udvides, men er det ene eller begge i højde med apostrofen, er det rigtigst at regulere mellemrummene ved tegnet. Stjerner (*) og kors (+) bruges undertiden som tegn for ordene født og død ('” 15- Januar 1860, i* 16. Februar 1890). Om deres anvendelse som henvisningstegn £or fodnoter giver bemærkningerne om notesats den fornødne underretning. — Stjerner bruges ogsaa som en slags ornamental skillestreg i bogsats, enten eller V. og som antydning af udeladte bogstaver i anonymer: Fru M***. Tankestreger har fra gammel tid gevierts tykkelse, men burde baade af hensyn til skønhed og praktisk nytte ind* skrænkes til at støbes paa halvgevierts tykkelse. Tankestreger benyttes til indskudssætninger i stedet for komma eller pa* renteser og af nogle forfattere til en fuldstændigere afslutning af større perioder Hyppigst erstatter de gentagelser i ræk* kesats, ligesom de ogsaa træder i stedet for ordet til i talsats (23—49). — Som tidligere omtalt bør i fortløbende sats den ordinære mellemrumstype paa begge sider af en frit staaende tankestreg indskrænkes. Læsetegnene er ens i antikva og fraktur. I fraktur finder dog det saakaldte runde 2, et skrifttegn, som hverken kan henføres til bogstav* eller læsetegnene, nu og da anvendelse i genoptryk af ældre fraktursager. Det runde 2 er en fra det sædvanlige fraktur r afvigende smal form, der i inkunabel* tiden brugtes i flæng, muligvis som en hjælp ved liniernes egalisering. Indtil for en menneskealder siden fandt det sam« men med c (’.c) anvendelse som tegn for forkortelsen etc.