Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

ROMERTALLENE 73 tegn, men de sidstes ensartethed blev først temmelig sent fastslaaede. — I praksis dannedes tegnet for 500 af D, hver yderligere halvcirkel paa højre side betegnede et tilføjet o (|)) = 5000), talstørrelsen fordobledes ved at der sattes lige saa mange halvcirkler foran som der fandtes halvcirkler efter stregen: (|) — iooo, ((|))= 10,000. Da talstørrelserover 100,000 = (((|))) blev vanskeligere at tyde, tilføjedes en vandret streg over (|) som tegn for, at værdien forhøjedes tusind gange: C(((|)))) — (p — 1,000,000. Romertallene har ikke stedværdi i samme forstand som de arabiske tal, men ved at stille dem op i kolonner for tu« sinder, hundreder, tiere og enere forlenes de med aritmetisk stedværdi, i matematiske værker brugtes dog de langt ældre arabiske taltegn. — I løbende tekst prentede skønskriverne talstørrelserne som ord eller abbreviationer: Millesimo qua* dringentissimo octogesimo octavo = M° CD° LXXXVIII = M.cccc.lxxxviij = 1488. I moderne sprogs typografi er brugen af romertal begræns set til større bogafsnits og regenters følgeorden (III. bind, II. kapitel, Christian IV), til paginering af forord, indledning ger og lignende afsnit i bøger, hvis paginering skal holdes udenfor de almindelige i bøgerne benyttede. Betegnelse af aarhundreder og oldtidens dynastier med romertal er almin== delig i den engelske og de romanske landes typografi, men er ikke anbefalelsesværdig. Romertal som paginering og som betegnelse af regenters følgeorden bør ingen sinde slutte med punktum; i de nordiske sprog lader numerering med romer« tal af bind og navnlig af kapiteloverskrifter sig ikke altid udføre uden et tilføjet punktum efter romertallet, da det latinske talord I og forholdsordet I kan give kapitebovers skrifter med antikva«versalier en anden betydning end der tilsigtes. Naar ordenstallet efter regenters navne faar ejefalds« endelse, føjes punktum eller apostrof til romertallet (Chri* stian IV. s, Christian IV’s). Til paginering med romertal bør der ikke benyttes versalier af samme størrelse som de arabiske tal, men en grad mindre, og til dynastier og aarhundreder i løbende sats, hvis disses betegnelse forlanges med romertal, bør man af hensyn til satsbilledets tiltalende fremtræden be= nytte kapitæler af tekstskriften. — Aarstal med romertal paa