PRIMITIV TREPANATION

20 gjorde sig til Talsmand for, idet han udtalte, at »bei unterlassener schneller Trepanation muss der Tod der Patienten dem Arzte zur Last gelegen werden«. Sammenhængen med disse to diametralt modsatte Synspunkter var ganske simpelt den, at man egenlig slet ikke vidste, hvorfor man trepanerede, eller hvor- for'Trepanationen hjalp — hvis den hjalp. Dieffen- bach, hvis Ry var stort nok til, at han kunde er- kende sin Uvidenhed, fortæller en meget oplysende Historie herom.- Han havde trepaneret en Dreng, der var falden ned paa Stenbroen fra en ret betydelig Højde og havde paadraget sig et Brud paa højre Isseben. Drengen kom sig, og Dieffenbach mente, at han havde reddet hans Liv ved Trepanationen. Men Aaret efter styrtede den samme Dreng ned under ganske lignende Omstændigheder og slog sit venstre Isseben i Stykker. Denne Gang trepanerede Dieffen- bach ham ikke, men da Drengen alligevel kom sig, troede han, at det var, fordi han havde undladt at trepanere. Om man i vore Dage er kommen stort videre, er et Spørgsmaal, som jeg ikke skal indlade mig paa at besvare. Det vilde nødvendiggøre en nær- mere Undersøgelse af en Række Forhold, hvis rent teoretiske Betydning er meget stor, men som neppe endnu har haft nogen synderlig Indflydelse paa Ki- rurgien ud over, at man nu er i Stand til at trepa- nere med større Sikkerhed end hidtil for, at man ikke gør Skade ved Operationen, uden at man derfor har større Sikkerhed for, at man virkelig gavner Pa- tienten. Den primitive Trepanation blev udøvet af Folk, som troede paa, at de gavnede Patienten, og