Mælkeribruget i Danmark

Mælkens Produktion. Naar et Pattedyr har født, afsondrer det som Regel altid i længere eller kortere Tid gjennem nogle Kjertier under Bugen en hvid, gullig eller rødgul Vædske, der kaldes Mælk, som er den naturlige Føde for Ungerne strax efter Fødselen, og indtil de lidt efter lidt have udviklet sig saa meget, at de helt kunne leve af anden Næring. — Mælkekjertlerne ere en Art „Druekj'ertier deres Beliggenhed er overfladisk paa Bugfladen og normalt sym- metrisk i Forhold til Legemets Midtplan. — Mælkeorganerne kunne paavises allerede tidlig hos Fosteret saavel af Han- som Hunkjøn, og de ydre Dele, de saakaldte „Patter“, „Vorter“, Hudfolder med ringformede Lukkemuskler, ere forholdsvis stærkt udviklede hos de nyfødte Dyr. — Hos Handyrene indtræder der i Reglen ikke nogen Afsondring af Mælk. Hos Hundyrene naa Mælkeorganerne normalt først deres fuld- stændige Udvikling under Slutningen af den første Drægtigheds- periode, og Mælkeafsondringen bliver som Regel først rigelig efter en tilendebragt Fødsel; men det er dog ingenlunde sjældent, at nogen Mælkeafsondring indtræder tidligere. Hos nyfødte Hundyr som Kviekalve og Hoppeføl er der vistnok ofte og muligvis som Regel lidt Afsondring i de forholdsvis store Mælkeorganer. Ved rigelig Ernæring og særlig ved Patning af Dyret selv eller andre Dyr, ser man undertiden, at Yveret helt eller delvis kan svulme, og ret rigelig Mælkeafsondring kan indtræde helt uafhængig af Drægtighed og Fødsel. Man kan træffe Gedekid, som f. Eks. Hus- mandskoner forsætlig have „malket op“, saaldes at de, endnu ikke et Aar gamle og uden nogensinde at have været drægtige, kunne give Mælk i ret antagelig Mængde ved Malkning baade Morgen