Haandbog i den mechaniske Deel af Naturlæren indeholdende Læren om de faste og flydende Legemers Ligevægt og Bevægelse og en udførlig Efterretning om Opfindelsen, Uddannelsen og den nærværende beskaffenhed af Dampmaskinen

Materiens almindelige Egenssaber. 9 eet af de vægtigste Legemer, holdes, naar det er oplsst, svævende i 2Ether, som er den letteste af alle Vcedsier. Det er umuligt at erholde den absolute Vægt af Legemer, som have forskjellig Tæthed, ved at veie dem i fri Luft, thi Luften vil holde det meest i Veiret, som har mindst Tæthed. Saaledes, fljondt et Stykke Kork og et Stykke Blye paa et Par Vægtftaaler holde hinanden i Ligevægt, vil denne forstyrres, saasnart de stilles under en udpumpet Luftklokke, thi da vil Korken, forladt af Luften, der tilforn holdt den i Veiret, faae Overvægten, og saa- ledes udvise, at den, endfijyndt ikke inden samme Omfang, indeholder mere Materie end Blyet. Dette vises endvidere endnu tydeligere ved det Forjog, at lade en Guldpenge og en Fjer falde paa een Gang igjenncm en hyl Glasklokke; er denne fyldt med Luft, du er Menten allerede faldet til Bunds, medens Fjeren holdes i Veiret af Luften; men, er Luften udpumpen af Klokken, da naae de begge i samme Bunden. Siden Jorden har Skikkelse af en Kugle, og riltrcek- ningskraften staaer i Forhold til Materiens Mængde, ville som Følge heraf Jordens Beboere og alle Ting paa dens Over- fiade tiltrækkes eller drages nedad i en Retning mod dens Midtpunct; thi, efterdi den længste Linie, som kan drages inden en Kugles Overflade, er en Tværlinie eller en Linie igjenncm Kuglens Midtpunct, fan vil en saadnn gaae igjennem den største Mængde af Materie og fylgeligen ville alle Legemer falde i en Retning, der peger imod Jordens Midtpnnct. Paa Grund heraf bruge vi et ophængt Lod for at faae Linier, lodrette paa Jordens vandrette Overflade, for at stille Siderne af Bygningerne lige oprejst o. s. v. Uagtet de ovenstaaende fem Egenskaber ere de, som almin- deligen tilflrives Materien, saa besidder den endnu een af stor Vigtighed, nemlig dens Ordningskraft, eller, som den i Almin- delighed kaldes, polatitæt. Sammenhængs-Tiltrækningen for- klarer tilskrækkeligt Dannelsen af Masser og Legemer ved at den trækker Materiens Grunddele sammen og fastholder dem; men man sinder, at de ikke alene tiltrækkes og sammenholdes, men at den samme Materie ordner og danner sig stedse paa