Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

11 stabende Kraft i Poesie og plastiste Kunster har fremavlet uefterlignelige Mesterværker. Hvad vi i denne Retning og t Følelse af vor moderne Betragtningsmaade kun altfor spar- somt fittde i hine Regioner af den antike Verden, vidner i sin Negation mindre om Mangel paa Modtagelighed, end paa levende Trailg til at aabenbcire Følelsen for Naturens Skjon- heder ved Ord. Mindre tilvant ben livløse Natur, end det virksomme Liv, og ten indre, spotane Vækkelse af Følelser, vare ten digteriske A a nd s tidligste saavel som æd- leste Netnittger episk og lyriff. Men i disse lade Naturskil- dringer sig kun finde fom tilfældige Indblandinger. De frem- træde derimod ikke som særskilte Frembringelser af Phantasien. Jo mere den gamle Verdens Indflydelse tabte sig, jo mere dens Blomst henvisnede desto mere udgjod Rhetoriken sig i beskrivende, saavel som i belærende, didactisk Poesie. Denne var i sin ældste, halv præstelige Form alvorlig, storartet og uden Prydelse, som Empedocles's Naturdigt; ved Rheto- riken tabte den efterhaanden mere og mere sin Simpelhed og Værdighed. For at oplyse disse almindelige Betragtninger, være det os tilladt her at dvæle ved nogle enkelte Erempler. I Overensstemmelse med Epoetv Charakteer finder man i de Homerffe Sange de yndigste Scener af Naturlivet stedse kun som Biværk. „Hyrden glæder sig over Nattens Stilhed, over LEcherens Reenhed og over Himmelhvælvingens Stjerneglcmds; i det Fjerne horer han ten pludselig opsvulmende Djergstrom fraadeude at rive Egestammer og Klippestykker med ftg."10 Mod deu storartede Skildring af Skovens Eensomhed paa Parnassos og deus mørke, lovbedcekkede Klippedale contrastere de smilende og yndige Billeder af den kilderige Poppel-Lund paa Phæaker-Den Scheria, og fremfor Alt Skildringen af