Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

13 nende straffede enhver Beskadigelse af de dem helligede Træer og Urter. Indbildningskraften gav saa at sige de vegetabilste Skikkelser Liv; men Formen i de Digtningsarter, til hvilken Oldtiden ved Eiendommeligheden i den græske Aandsudvikling indskrænkede sig, tilstedede den naturbestrivende Deel kun en meget begrændset Udfoldning. Enkelviis Udbryder imidlertid selv hos Tragikerne og midt i Skildringen af oprørte Lidenskaber og veemodige Fø- lelser, en dyb Natursands i begeistrede Skildringer af Land- stabet, Handlingers Skueplads. Naar Oedipus nærmer sig Eumettiderncs Lund, synger Choret om „den ædle Hvileplads t det skjonne Kolonos, hvor den melodiste Nattergal saa gjerne dvæler og klager i yndige Toner"; det synger om „Vedbende- bustens gronnende Net, om de af den himmelste Dug vandede Narcisser, om den guldstraalende Krokos og det Uforanderlige, stedse sig selv gjenavlende Olietræ."^^ Idet Sophokles soger at forherlige sit Fødested, Egnen af Kolonos, fremstiller han den af Skjcebnen forfulgte, vildt omflakkende Kongens Skikkelse, blidt omgivet af venlige Billeder ved Kephissos's aldrig stum- rende Vande. Naturens dybe Stilhed forsger det Smertetts Indtryk, som den Blindes ophoiede Skikkelse, et Offer for sijæbnesvanger Lidenstab, fremkalder. Ogsaa Euripides^3 finder Behag t den maleriste Bestrivelse af „Messeniens og Lakoniens Græsgange, som under den bestandig milde Himmel, nærede af tysinde Kilder, gjennemstrommes af den stjonne Pamisos." Den bukoliske Digtning, opstaaet blandt Siciliens Hyrder og nærmende sig det folkelig Dramatiske, forer med Nette Navn af en Overgangsform. Den skildrer i det lille Hyrde- Epos mere Naturmennesket end Landskabet. Saaledes frem- træder den hos Theokrit i sin yndigste Fuldendelse. Et blodt elegift Element synes fo rovrigt at være Idyllen egent, liger-