Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

 s 16 med hvilken den pseudo-aristoteliske Bog om Kosmos (eller om Verdensordenen) begynder. Den viser os Jordkloden, smykket med en yppig Plantevegetation, rig paa Vande og (som det Priisværdigste) beboet af tænkende Væsener."17 Den rhetoriske Toning af et saa rigt Naturbillede, den con- cise og reen videnffabelige Fremstillingsmaade, Aristoteles aldeles Ulig, er selv bleven erkjendt som et af de mange Tegn paa Uægtheden af hiint Skrift over Kosmos; ligemeget altsaa, om vi tilffrive det Appule/us^d, Chrysippus^^ eller hvil- kensonchelst Anden! Imidlertid see vi dette naturbeskriveyde Partie, hvilket vi savne som aristotelisk, saa at sige erstattet ved et andet ægte, som Cicero har opbevaret os. Af et tabt Værk af Aristoteles anfører han i ordret Oversættelse^ ^pi- gende: „Naar der gaves Væsener, der t Jordens Dyb stedse levede i Boliger, som vare prydede med Statuer, Malerier og Alt, hvad de, vi ansee for de Lykkelige, besidde i rig Fylde; naar dernæst disse Væsener erholdt Kundskab om Gu- dernes Færd og Magt, og gjennem aabnede Jordspalter traadte frem af deres skjulte Vaaninger paa de Steder, vi be- boe; naar de paa engang stuede Jorden, Havet og Himmel- hvælvingen, erkjendte Skyernes Omfang og Vindenes Kraft, beundrede Solens Størrelse, Skjonhed og lysudstrommende Virkning; naar endelig deres Blik, saasnart den indbrydende Nat indhyllede Jorden i Morke, modte den tindrende Stjerne- himmel, den lysverlende Maane, Himmellegemernes Op- og Nedgang samt deres fra Evigheden af ordnede uforanderlige Lob; saa vilde de sandselig udraabe: der gives Guder, og saa- danne Ting ere deres Værk." Man har med Nette sagt, at disse Ord alene vare tilstrækkelige til at stadfæste Ciceros^ Dom over den „gyldne Strom i den aristoteliffe Tale", og at der heri aander noget af den Platoniske Genius's begeisternde