Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

18 den „Kulde" i Compositionen, som, afstikkende mod Platos phantasierige Naturanskuelse, allerede bittert dadles af22 Rhe- toren Menander i hans Dom over de phyfiske Hymner. Wilhelm von Humboldt har med megen Skarpsindighed ud- viklet de paafaldende Analogier og Forfljelligheder, som i de gamle græske og didactiske Digtninger, i de af Lucretius og i Episoden Bhagavad-Gita, af det indiste Epos Mahabha- rata,^^ ere opstaaede af metaphysisk Abstractions Sammen- voren med Poesien. Den romerste Digters store physiffe Verdensbillede contrasterer i sin Kalde opvækkende Atomistik og i sine ofte vilde geognostiske Drømmerier med hine andre, livsfriste Skildringer af Menneskeslægtens Overgang fra Op- holdet i Skovens Tykning til Markens Dyrkning, til Behersk- ning af Naturkræfterne, til Aandens og altsaa Sprogets hojere Udvikling, følgelig til statsborgerligt Samliv.^ Naar en Statsmand, ved et bevæget og med Forret- ninger overlæsset Liv, kan bevare levende Følelse for Na- turen samt Kjcerlighed til det eensomme Landliv i sit med politiske Lidenstaber spændte Gemyt, saa ligger Kilden hertil i en stor og ædel Charakteers Dybde. Cicero's egne Skrifter bevidne Sandheden af denne Paaftand. Unægtelig er, som almindelig bekjendt, Meget i hans Bog om Lovene og om Taleren formet efter Plato's Phcedrus^; men med Alt dette har det italiske Naturbillede dog ikke tabt Noget af sin Individualitet. I store Træk ftildrer Plato „de lovrige Pla- taners dunkle Skygge, Urternes Fylde i Blomstringens Duft, Zephyrens Vinde, som sodt og sommerligt aande i Cicadernes Chor." I Cicero's lille Naturbillede er, som for kort Tid siden en aaudrig Forsker^ hap bemærket, Alt nøjagtigt frem- stillet saaledes, som man endnu den Dag i Dag finder det virkelige Landflab. Floden Liris see vi beffygget af hoje