Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

19 Poppeltræer; naar man mod Osten stiger ned fra det steile Bjerg bag den gamle Borg Arpinum, saa erkjender man endnu Egelunden ved Bækken Fibrenus, saavel som Den, der nu kaldes Isola di Carnello, som dannes ved Flodens De- ling, og hvorhen Cicero trak sig tilbage, for, som han siger, „at kunne hengive sig til stue Meditationer, til at læse eller strive." Arpinum paa den Volsci'ffe Bjergstrækning var den store Statsmands Fødested, og de herlige Omgivelser have Upaatvivleligt allerede i Barndomsalderen indvirket paa hans Stemning. Thi det, som den omgivende, mere eller mindre ausporeude Natur afspeiler i Sjeleu, slutter sig tidligt, Menne- sket ubevidst, til det, som dybt og ejendommeligt er rodfæstet i de oprindelige Anlæg og i de indre, aandelige Kræfter. Midt under de skjcebnesvangre Storme i Aaret 708 (efter Noms Opbyggelse) fandt Cicero Trost paa sine Landsteder, afverlettde i Tusculum, i Arpinum, ved Cumce og Autium. „Intet er glædeligere", skriver pan27 til Atticus, „end Een- sombeden, Intet er yndigere eud dette Laudsted, end den nære Bred og Blikket paa Havet. Intet Menneske forstyrrer min Eensomhed paa Den Astura. ved Mundingen af Floden med samme Navn, ved Bredden af det tyrrhenske Hav; og ttaar jeg i den tidlige Morgenstund skjuler mig i den tætte, vilde Skov, forlader jeg den ikke for Aften. Næst efter min Atticus er Intet mig saa kjcert som Eenfomheden; i denne hengiver jeg mig ganske til Videnstaberne, dog ogsaa deime Tid afbrydes oste ved Taarer. Jeg kæmper (som Fader) derimod, saameget jeg formaaer, men endnu er jeg ikke saa- dan Kamp mægtig." Det er ofte bleven yttret, at der i disse saavel som i den yngre Plinius's Breve umiskjendeligt spore- des en vis moderne Sentimentalitet; jeg finder kun deri Gjenklang af dyb Følelse, som t enhver Tidsalder og hos 2*