Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

21 friste Skildringer saa mægtige Digter ved Siden af de rig- tignok kun altfor oste sig gjentagende almindelige Skildringer af Huler, Kilder og „stille Maanenoetter", dog ogsaa, liger- viis som til Erstatning, givet en overmande individualiseret og tillige geognostift vigtig Bestrivelse af det vulkanske Ud- brud ved Methone mellem Epidaurus og Trozen, bvorpaa vi allerede tidligere 80 have gjort opmærksom. Ovidius viser os, „hvorledes Jordbunden ved de sammenpressede Dampes Kraft svulmer op ligesom en fyldt Blære, ligesom Skmdet af en tvehornet Buk, og hæver sig som cn Hoi." Det er meest at beklage, at Tibullus ikke har kunnet efterlade os nogensomhelst stor, naturstildrende Composition af individuel Charakteer. Blandt Digterne af den August'eifle Tidsalder horer han til de faa, der, lykkeligviis fri for aler- anorinsk Hoilcerdhed, hengiven til Eeusomheden og Landlivet, følelsesfuldt og derfor ukunstlet oste af egen Kilde. Elegier^ maae riglignok betragtes som Billeder as Sædelæren, i hvil- ken Landskaber danner Baggrunden; men Mark-Indvielsen og den 6te Elegie i forste Bog bære Vidnesbyrd om, hvad der af Horats's og Messala's Ven havde været at vente. Lucanus, en Sønnesøn as Rhetoren M. Annceus Seneca, er rigtignok i Udtryksmaadens taleriske Prydelse kun altfor nær beflæztet med sin Onkel; ikke destomindre finde vi hos samme dog et fortræffeligt og sandt Billede af Druidefkoveus^ ødelæggelse paa Marseilles nu ubevorede Strand, lænede op til hinanden holde fældede Egestammer sig fra at falde; ved Levels Affald bryder den forste Lysstraale ind i det, høj- tidelig Gysen opvækkende, hellige Morke. Hvo der længe har levet i den nye Verdens Skove foler, hvor levende Dig- teren med faa Træk har skildret Ippigheden af en Trævege- tation, hvis kæmpemæssige Levninger endnu ligge begravede