Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

286 neterne i Verdensrummet for mulig; om man tidligere alminde- lige« tænkte sig de hinanden omgivende gjennemsigtige Sphærer (efter Eudorus 27, efter Aristoteles 55) saavel som Epicyk- lerne, hvilke Hipparch og Ptolemæus overleverede Middel- alderen, ikke i Besiddelse af fast materiel Tæthed, men kun som ideelle Anstueligheds-Midler: det maa jeg her lade henstaae uafgjort, saa meget jeg end hælder til den sidste Anfluelse. Vissere er det derimod, at i Midten af det 16de Aarhundrede, da den lærde Polyhistor Girolamo Fracastoros Theorie om de 77 homocentriste Sphærer fandt saa meget Bifald, og da senere Kopernikus's Modstandere opsøgte alle Midler til Opretholdelsen af det ptolemæiske System, var den især af Kirkefædrerle begunstigede Forestilling om Tilværelsen af solid e Sphærer, Cirkler og Epicykler endnu meget udbredt. Tycho Brahe roser sig udtrykkelig af den Fortjeneste, ved sine Betragtninger over Com etb a nerne at være den forste, som har bevist Umuligheden af solide Sphærer, og at have sønderknust deres kunstige Stillads. Han tænkte sig det vide Himmelrum opfyldt med Luft og troede endogsaa, at dette modstræbende Medium, rystet af de samme kredsende Verdenslegemer, kunde fremavle Toner. Denne fornyede ppthagoræifle Tone-Mythe troede den lidet poetiffe Rothmann sig forpligtet til at gjendrive. Keplers store Opdagelse, at alle Planeter bevæge sig i Ellipser omkring Solen, og at denne ligger i disse Ellipsers ene Brændpunkt, befriede endelig det oprindelige kopernikanske System fra de ercentrifte Kredse og fra alle Epi- cyfterne89. Den planetariske Verdensbygning fremstillede sig nu objecttv, saa at sige architechtonisk, i sin simple Storhed; men Samvævet af de indre bevægende og opholdende Kræfter afflorede forst Newton. Ligesom man allerede ofte i den