Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

 3S Hfl 298 il langt mere, end den beregnende Astronomies vigtigste Resultater. Efterat have skildret de vigtige Opdagelser, som i en saa kort Cyklus af Aar i saa hoi Grad udvidede Kundskaben om Verdensrummene, maa jeg endnu minde om de Frem- skridt i den physiste Astronomie, hvorved den anden Halvdeel af bette store Aarhundrede udmærkede sig. Forbedringen af Kikkerterne foranledigede Saturudra banternes Opda- gelse. Huygens opdagede (25. Marts 1655) forst den sjette ved et af ham selv slebet Objecliv, 45 Aar efter Opdagelsen af Jupiterdrabanterne. Ifølge den Fordom, som han deelte med de fleste af sin Tids Astronomer, at Biplaneternes Tal ikke kunde overstige Hovedplaneternes,^ bestræbte han sig ikke for at opdage de andre Saturmnaaner. Fire af disse, Sidera Lodovicea, nemlig den yd erste 7de med stor Lys- forandring (l 671), den 5te (1672), den 4de og 3die, opda- gede Dominicus Cassini ved Campani'ste Objectiver med 100—136 Fods Focallæiigde eller Brændvidde; de to in- derste, den lste og 2den, fandt Vilhelm Herschel forst over et Aarhundrede fenere (1788 og 1789) ved Hjælp af sit Kæmpetele- ftop. Den forste, nærmeste Saturnmaane srembpder den Eien< dommelighed, at den fuldender et Omlob i mindre end en Dag. Kort efter at Huygens havde opdaget den ene af Saturns Maaner observerede Childrey (1658 — 1661) Zodiakal- lyset, hvis rumlige Forhold imidlertid forst Dominicus Cassini (1683) bestemte. Sidstnævnte antog det ikke for en Deel af Sol - Atmosphæren, men ligesom Schubert, Laplace og Poisson for en a ff ondret, kredsende Ta age ring.62 Næst efter den paaviste Tilværelse af Biplaneter og af den frit svævende og dertil concentrift deelte Saturnsring, horer unægtelig den formodede, men tillige hoist sandsynlige