Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

300 Bestemmelsen af den Hastighed, hvormed denne Stjernes Lys forplanter sig. Kikkertens Brug var nu ogsaa en Tilskyndelse til mere alvorlige Observationer af en Classe Phcenomener, blandt hvilke adskillige end ikke kunde undgaae det uvæbnede Die. Simon Marius bestrev (1612) Taageplettctt i Stjernebilledet Andromeda og Huygens udkastede (1656) et Billede af Taage- pletten i Orions Sværd. Disse tvende Pletter kunne tjene som Typer paa en forskjelligartet, mere eller mindre udvidet Fortættelse af den dunstagtige kosmiste Materie. Idet Ma- rius sammenligner Taagepletteu i Andromeda med Flammen af et f'ys, som man seer igjeunem et halv gennemsigtigt Legeme, betegner han saaledes meget passelide Forskjcllen imellem Taagepletterne overhovedet og de af Galilei under- søgte Stjernehobe og S tj ern eklpu g er, Plejaderue og Krybben i Krebsen. Allerede i Degyndelsett af det 16de Aar- hundrede havde spanske og portugisiffe Søfarere, udeu at være i Besiddelse af telestopiske Syusmidler, beundret de tvende magellanste, Sydpolen omkredseude Ly s sky er, af hvilke den ene, som vi allerede ovenfor have bemærket, er den persiske Astronom (fra Midten af det tiende Aarhundrede) Abdurrahman Sufis hvide Plet eller Ore. Galilei bru- ger i Nuncius Sidereus Benævnelsen steilae nebulosae og Nebulosae egentlig for Stjerne klyng er, der (efter hans Maade at udtrykke sig paa) som areolae sparsim per aethera sub- fulgent. Da han ikke havde værdiget den for det blotte §)ie synlige, men for de stærkeste Kikkerter uoploselige Taageplet i Andromeda nogen særdeles Opmærksomhed, saa ansaae han alt Lys af Taagepleiter, alle hans Nebulosae, ligesom ogsaa Melke- veieu selv, for Lysningen af meget sannuentrængte Stjerner. Han udstiller ikke Taagen fra Stjernerne, hvilket Huygens