Grundtræk Af Den Uorganiske Kemi

Kulstoffets Svovlforbindelser. Svovlkulstof, C S2. Fremstilling: Svovlkulstof frem- stilles analogt med Kulsyreanhydrid ved direkte Forening af Kulstof med Svovl, idet man gløder Kul i Svovldamp og fortætter de udviklede Dampe: C + S2 — C S2. Egenskaber: Svovlkulstof er en farveløs, lysbrydende Vædske, der koger ved 46°, fryser ved —113° og har Vægtfylden 1,27; det har i uren Tilstand en højst ubehage- lig Lugt, og dets Dampe ere giftige. Antændt brænder Svovlkulstof med blaalig Flamme til Kulsyreanhydrid og Svovlsyrling; en Blanding af Svovlkustofdampe og Luft er meget letantændelig, idet dens Antændelsestemperatur ligger ved ca. 150°. Svovlkulstof opløser Brom, Jod, Svovl, Fosfor, Har- piksarter, Kautschuk, Fedtstoffer o. I. i rigelig Mængde og finder derfor Anvendelse som Opløsningsmiddel. Metal- ilter omdannes ved Glødning i Svovlkulstofdamp til Sulfider. Ligesom Kulsyreanhydrid, C O2, er ogsaa Svovlkulstof et Svreanhydrid; den tilsvarende Sulfosyre, II2 C S3, Sulfokarbon- syre (Trithiokarbonsyre), kendes, men er meget ubestandig; dens Salte faas af Svovlkulstof ved Behandling med Sulfider, f. Eks.: C S2 Na2 S = Na2 C S3. Karbonylsulfid, C O S, dannes af Kulilte og Svovldamp, naar de ledes gennem et glødende Rør, og er en Luftart. Kulstoffets Forbindelser med Kvælstof og med Klor omtales i den organiske Kemi. Forbrænding. Naar et Legeme indgaar i kemisk Forbindelse med et andet under Udvikling af Lys og Varme, siges det at forbrænde. I snævrere Forstand mene vi med Forbræn-