Grundtræk Af Den Uorganiske Kemi

133 ding de kulstofholdige Legemers Forening med Ilt under Ildfænomen; denne Art Forbrænding skal her nærmere omtales. Medens nogle Legemer brænde med Flamme, f. Eks. Belysningsgas, Brint, Svovl, vise andre Legemer ved For- brændingen ikke nogen saadan. Flammen viser sig, naar det er Luftarter eller Dampe, der forbrænde. Flammerne kunne være lysende og ikke-lysende; de ere lysende, naar der i Flammen udskilles faste Stoffer, der blive glødende, naar de kulstofrigere Kulbrinter brænde, udskilles der Kul i Flammen, Kulpartiklerne gløde og udsende Lys; naar derimod Brint eller Sumpgas brænder, udskilles der ikke faste Stoffer i Flammen, og derfor er denne ikke lysende. Ikke-lysende Flammer kunne blive lysende, naar de brænder under stærkt Tryk. I en almindelig Lysflamme kan man skelne tre for- skellige Dele; den nederste Del, nærmest Flammens Ud- gangspunkt, er farveløs og bestaar af brændbare Luftarter, den mellemste Del, der udgør den største Del af Flam- men, lyser med gul Farve, og i denne forbrænder Brinten til Vand, men da der ikke er tilstrækkelig Luftadgang, forbrænder ikke alt Kul til Kulsyreanhydrid; de glødende Kulpartikler forbrænde først fuldstændigt i den yderste ikke-lysende Del af Flammen, hvor Luften har tilstiække- lig Adgang. Ved Forbrænding af et almindeligt Lys indtræder dei ved Vægens Antændelse en Ophedning af det organiske, kulstofholdige Stof, hvoraf Lyset bestaar, og herved dan- nes, ligesom veel Ophedning af Træ, Stenkul o. 1., brænd- bare Luftarter; paa Grund af Haarrørskraften føres sta- digt mere af det smeltede, brændbare Stof op i Vægen til Erstatning for det forbrændte. Jo kulstof rigere de Luftarter ere, der forbrænde, desto stærkere Lufttilførsel maa der være til Flammen; i mod- sat Tilfælde vil denne ose, idet der udskilles uforbrændt Kul. Ved Anvendelsen af Gas som Brændselsmateriale