Grundtræk Af Den Uorganiske Kemi

134 benytter man den saakaldte Bunsenske Lampe, der er ind- rettet saaledes, at Gassen, inden den naar Udstrømnings- aabningen, hvor den antændes, blandes med en tilstrække- lig Mængde Luft, saa at den forbrænder fuldstændigt uden Udskillelse af Kul i den indre Flamme, og derfor brænder med blaalig, ikke-lysende Flamme. Den lysende Del af en Flamme bestaar, som nævnt, væsentligt af glødende Kulstofpartikler og virker derfor stærkt reducerende, medens den yderste Del af Flammen, hvor Luftens Ilt har rigelig Adgang, virker stærkt iltende. Ved Anvendelse af Blæserøret kan man udnytte disse Egenskaber hos Flammen, og man kan ved forøget Til- blæsning af Luft gøre den mere iltende. Disse Forhold have Betydning for den kemiske Analyse, idet man f. Eks. ved Reduktion i Blæserørsflammen kan paavise tunge Me- tallers Nærværelse i et Stof, medens man ved den iltende Flamme kan frembringe karakteristiske »Beslag«, idet vedkommende Stoffer ilte sig og give flygtige eller farvede Ilter (se den analytiske Kemi). Til Varmekilde anvende vi i det daglige Liv Forbræn- dingen af kulstofrige Legemer i Luftens Ilt. Brændsels- materialerne stamme alle mere eller mindre direkte fra Planteriget og indeholde Kulstof, Brint og Ilt samt Aske- bestanddele. Brintrigere Brændsel, f. Eks. Stenkul, Træ o. s. v., brænde med Flamme, fordi der ved Ophedning af Brændselet dannes brændbare Luftarter (Kulbrinter), hvorimod de Brændselsmaterialer, der ved tør Destillation ere befriede for en stor Del af deres Brint, og derfor ere særlig rige paa Kulstof, brænde uden Flamme eller i hvert Fald med svag Flamme. Da der ved Forbrændingen dan- nes i samme Forhold mere Vanddampe, som Brændselet indeholder Brint og Fugtighed, og da der til Fordamp- ningen af Vandet forbruges en stor Del af den Varme, der