Grundtræk Af Den Uorganiske Kemi

135 udvikles ved Forbrændingen, er det klart, at man opnaar den højeste Temperatur ved Anvendelsen af tørre Bræm - sømaterialer, og da særligt af saadanne, der ere kulstot- rise, f. Eks. Antracit, Cinders, Koks, idet dei ved is <• Forbrænding ikke gaar saa megen Varme tabt til for- dampning af Vand. De forskellige Sorter Brændsel ei altsaa i Besiddelse af forskellig Brændværdi, samme Vægtmængde af forskellige Sorter Brændsel udvikle en meset forskellig Varmemængde ved fuldstændig Foibiæn ding. Brændværdien maales ved det Antal Varmeenheder Brændselet udvikler, naar det forbrænder fuldstændigt uden at give Røg eller efterlade Kul; naar altsaa Sten- kullenes Brændværdi er ca. 8000, betyder dette, at man ved Hjælp af 1 Kilogram Stenkul kan opvarme 80 Kilo- gram Vand fra 0° til 100°; Brændværdien for Brænde ei ca. 3400, for Tørv ca. 4000, men den forandrer sig med et og samme Brændsels Askemængde og Tørhed. Dog maa det bemærkes, at man i Praksis langtfra opnaar den fulde Nytte af Brændsel, særlig paa Grund af det A arme- tab, der finder Sted til Omgivelserne, og paa Grund af For- brændingens Ufuldstændighed. I den kemiske Industri frembringer man høj Varme ved Forbrænding af kulstofrigt Brændsel i Flammeovne eller Skaktovne; i de førstnævnte kommer Brændselet ikke i Berøring med det Stof, der skal ophedes, men Risten lægges ved Siden af det overhvælvede Arbejdsrum (Her- den) og adskilles herfra ved en Brystning, over hvilken Flammen slaar ind i Herden; paa den modsatte Side af Herden trænge Forbrændingsprodukterne ud i Skorstenen. Flammen kan virke iltende eller reducerende, alt efter- som der tilføres Overskud af Luft eller anvendes Over- skud af Kulstof. Skaktovne ere høje, murede Rum, i hvilke det Stof, der skal ophedes, blandes med Brændsel og kastes ind fra oven, medens Luftforsyningen sker ved Blæsebælge forneden. Disse Ovne anvendes i Regelen ved reducerende Smeltninger, f. Eks. ved Udvinding af Me- taller.