Grundtræk Af Den Uorganiske Kemi

172 afhældes og inddampes i en SøZi?skaal til Smeltning. Por- cellænskar kunne ikke anvendes, da de angribes af Na- triumhydroxyd. Det smeltede Hydroxyd støbes ofte til Stænger. Renere faas Natriumhydroxyd 1) ved Fældning af Barytvand med Natriumsulfat: Na2 S O4 + Ba (OH)2 = 2 Na O H + Ba S O4, hvorefter det udskilte Bariumsulfat fraskilles, 2) ved Sønderdeling af Vand med rent Natrium (S. 176), 3) ved Elektrolyse af en stærk Kogsaltopløsning, hvorved det ved den negative Pol udskilte Natrium danner Natriumhydroxyd med Vandet. Egenskaber: Natriumhydroxyd er et hvidt, krystal- linsk Legeme, der ikke afgiver Vand ved Glødning; i Luf- ten tilsuger det Vand og Kulsyre og bliver derved først fugtigt, men senere tørt, idet den dannede Soda ikke er henflydende. Det opløses let i Vand og Vinaand under Udvikling af Varme, ætser Huden og organiske Stoffer (Ætsnatron) og angriber Glas, Porcellæn og de fleste Me- taller, særligt i Varmen. Det er en stærk Base, og dets Opløsning fælder alle uopløselige eller tungtopløselige Baser af deres Salte (se den analytiske Kemi). I Teknik- ken finder det særlig Anvendelse i Sæbefabrikationen. Til det nævnte Ilte og Hydroxyd svarer følgende Svovl- forbindelser: Natriumsulfid, Na2 S (Svovlnatrium). Som ovenfor nævnt forener Natrium sig direkte med Svovl. Natrium- sulfid faas dog i Regelen ved Reduktion af Natriumsulfat med Kul (Na2 S O4 + 2 G = Na2 S -j- 2 C O2) som en bleg- rød Masse, der opløses i Vand og derved sønderdeles i Natriumhydrosulfid: Na2 S + H2 O = Na OH + Na S H. Denne Opløsning udvikler Svovlbrinte ved Tilsætning af Syrer og fælder de fleste uopløselige Svovlmetaller af de tilsvarende Saltopløsninger; den opløser Sulfiderne af Arsen, Antimon, Tin, Guld, Platin og Kvægsølv, men ikke Svovlkobber. Under Luftens Adgang iltes Opløsningen og optager tillige Kulsyre af Luften, men bliver ikke gul;