Grundtræk Af Den Uorganiske Kemi

230 ligesom Aluminium optræde trivalent. Dette er i endnu højere Grad Tilfældet med Jærn. Jærn. Fe = 55,9. Forekomst: Jærn forekommer i bunden Tilstand meget udbredt i Naturen og er til Stede overalt i Jord- bunden: i fri Tilstand forekommer det sjældent som tel- hirisk Jærn, hyppigere som Meteorjærn. De vigtigste Jærn- malme ere: 1) Jærnglans, Fe2O3, der ogsaa forekommer som Blodsten (Hæmatit); 2) Magnetjcernsten, Fe3 O4, der er mørkere og danner hele Bjærgmasser; disse to Malme ere de vigtigste i Skandinavien; 3) forskellige Hydroxyder: Gøtit, Brun- og Guljærnsten samt Myremalm eller Sø- malm, de sidste indeholde Fosforsyre og dannes stadigt paa Bunden af Søer og Kær ved Iltning af Jærnkarbonat, der er opløst i kulsyreholdigt Vand; paa lignende Maade dannes Okker og Al. 4) Jærnspat, Fe G O3, der ogsaa fin- des blandet med Ler og Mergel som Lerjærnsten. Endvidere findes Svovlforbindelser af Jærn: Svovl- kis, Fe S2, og Magnetkis, Fe8 S9, samt Forbindelser af Jærn med Arsen (Arsenikkis, As Fe S), Kobber og Svovl (Kob- berkis), Krom (Kromjærnsten) o. s. v. Jærn findes i Blo- dets Farvestof, som indeholder 0,4 Procent deraf; Planten kan ikke danne Bladgrønt, uden at der tilføres den Jærn. Fremstilling: Jærn udvindes af Malmene, idet disse ristes for at ilte tilstedeværende Svovlforbindelser og for at lette den paafølgende Reduktion. Den knuste og rensede Malm nedbrin- ges skiftevis med Kul i store Skaktovne, s. k. Højovne eller Marsovne, under Tilsætning af slaggedannende Stoffer, »Til- slag«, (Kalk eller Kiselsyre, eftersom Malmen er kiselsyre- eller kalkrig). Ved Tilblæsning af Luft bringes Kullet til at forbrænde livligt til Kulsyre, som i den øvre Del af Ovnen afiltes til Kul- ilte, der reducerer Jærnmalmen; herved dannes samtidigt Kul- syre (Fe3 O4 + 4 C O = 3 Fe + 4 G O2); den dannede svampag- tige Jærnmasse optager, idet den eftehaanden synker længere ned i Ovnen, Kul; det dannede kulholdige Jærn smelter og