Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det Tekniske Selskabs halvhundreaarige Jubilæum den 18. september 1893

 FORHOLD TIL KUNSTEN. Det er først 1744 i de kjøbenhavnske Billedhuggeres Lavsartikler, at Fordringen om Tegnefærdighed træder væsent- lig frem. Ved deres Mesterstykke skulle de bl. A. præstere »tvende sirlige Tegninger, nemlig en Figur og et Alters eller Epitaphii Rids saa og et Stykke Zirat«. Men Billedhuggerne, vil man maaske sige, ere jo ogsaa Kunstnere. Saaledes var det imidlertid ikke den Gang. Fra gammel Tid omfattede Udtrykket Billedhugger forskjellige Haandværkere lige fra Billedskærere (Billedsnidere) til Stenhuggere, og af et Par Bevillinger paa at være Billedhuggere fra 1691 og 1713 kan det ses, at disse ikke alene »udhuggede«, men ogsaa forgyldte og lakerede »Biltværk«, hvorfor det da ogsaa indskærpes, at de ikke maa forgylde og lakere Andet end deres egne Ar- bejder; de maa med andre Ord ikke gjöre Indgreb i Maler- lavets Rettigheder. Efter deres Mesterstykke at domme, ere Malerne forøvrigt nok saa meget Kunstnere som Billedhuggerne; deres Lavsartikler af 1684 paabyde, at de som Mesterstykke skulle gjöre »en gejstlig eller verdslig Historie [og] dernæst et smukt Land- skab«. Men det forbeholdes dog disse »Kunstnere« at stryge Huse baade indvendigt og udvendigt med Olie- eller Limfarve, og Billedhuggernes ovenfor nævnte Lavsartikler bestemme, at den vedkommende Svend vel maa gjöre det paabudte Mester- stykke af hvad Materie han lyster, men »Zitaten« skal være af Træ med ægte Forgyldning. Her er altsaa Tale 0111 et almindeligt Stykke Forgylderarbejde. Men sikkert er det desuagtet, at Kunst og Haandværk her ofte gled over i hin- anden. Billedhuggerlavet ophævedes forøvrigt allerede 1756. Fra gammel Tid var Forholdet saaledes, at det var dyg-