Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

TRÆNGSLERNES TID 11 7 og »skulde et Tryk undgaas, maatte fremfor alt alle Klasser lægge sig efter større Sparsommelighed.« — Under dette Indtryk af en økonomisk Reaktionsperiodes Indtræden, hvis Rigtighed Frem- tiden kun i altfor sørgelig høj Grad bekræftede, følte Levy sig foranlediget til i den følgende Tid overalt at mane og raade til den yderste Forsigtighed, hvad der især kom til at gaa ud over de stakkels Telegraf-Aktier, som han mente at burde advare alle Pengeinstituter imod at anbringe deres Penge i. Paa Generalforsamlingen den 12. April 1876 begyndte Oppo- sitionen mod Tietgen truende at hæve sit Hoved. Endnu var det kun som en dump Knurren, et enkelt Stormsus i Sivet — men tilstrækkelig varslende om, hvor grumt et Uvejr der kunde bryde løs, om Barometerstanden vedblev blot at holde sig lige- saa lav. Og i Løbet af Aaret 1876 sank den ovenikøbet en dyderligere. Til den mørke Grundstemning, som Tidens almindelige øko- nomiske Tryk skabte, føjede sig bristende Tillid til Tietgen. Thi Tillid er en sælsom Urt, som kun daarligt trives i Skygge. I Lykkens Solskin havde den foldet sig ud i et brammende yppigt Flor — nu var det, som om Frosten sved bort baade Blomster og Blade. Man lysted’ikke længer »at følge Svend Felding«: man troede ikke længer paa hans Lykke. Den altid Sejrrige led jo nu Nederlag paa Nederlag, ja fra selve det Foretagende, som havde været hans Livs fejreste Triumf, syntes der ligefrem at true ham fældende Vanheld. Det var atter Nemesis: at det just skulde komme herfra, fra Eventyrets dristigt vundne Vovestykke. Saa var det dog sandt, hvad der var bleven sagt om Napoleon, at hvor et Menneskeliv er som et helt Eventyr, der er der ligesom i Eventyret endnu en eventyrlig Skikkelse. En runken gammel Hex, en vindtør En, et lille Dyr, en Edderkop, paa hvis ene Følehorn der staar et underligt Ciffertegn — det er Udfaldet, det heldige Udfald. Og Eventyrets Helt, hvem Intet, Intet kan modstaa, er dog i dette