Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

40 KRISEN OG DE UNGE AAR en fysisk lovbunden Skiften, men selve Menneske-S/æ/ens rytmiske Svingen mellem Lykkens Overmod og Vanheldets Selvopgivelse. Lidet ligger saa dybt i Menneskets Sind som Lysten til Over- drivelse: i Med- og Opgangstider faar derfor den overdrevne Op- timisme, den dumdristige Lykketro hurtig og altid Overtaget, i Mod- og Nedgangstider tager omvendt Sortseeriet og Pessimismen Hævn og Gengæld. Der er skrevet og fortalt saa meget om Krisen i 1857, at den ikke her behøver nogen indgaaende Skildring. Det turde være nok at minde om de store Træk af dens Forløb. Den kom til Udbrud den 24. August, da den første store Fallit meldtes i de Nordamerikanske Fristater — og i Løbet af September og Ok- tober fulgte ca. 900 efter, deriblandt endog særdeles store Banker og Forretninger. Fra Amerika gik Krisen som en anden Smitsot over Atlanten til England, hvor den omtrent hærgede ligesaa galt som i Staterne, og derfra naaede den atter i November Maaned Hamborg. Den sprang derpaa foreløbig Danmark over og satte sig fast i Sverige — og muligvis har dette bidraget til den rent ud forunderlige Tryghedsfølelse, der under alt dette raadede her- hjemme. Som Carl Bagger skriver i sit Digt om Englands- Flaadens Opsejling i 1807, saaledes gik det ogsaa her: »man skimted vel, men frygted’ ikke Faren«. Vi Danske synes jo over- hovedet at have grumme vanskeligt ved at forstaa, at der kan være noget i den store Verden, som vedkommer os — udover at man naturligvis saa overmaade gerne vil købe vore gode danske Landbrugsprodukter! At vort Land er et Led af en Verdens- Organisme, har vi ondt ved i det daglige at fatte, og at der ude- fra kan true os ligefrem Fare og Fortræd, kan vi nu slet ikke faa i vores Hoved. Hin Gang, i 1857, burde imidlertid den Tanke have ligget os nær af den simple Grund, som hele vor Forretningsverden var kendt med: at vor Kapital i saa vidt et Omfang bestod af Kredit fra Hamborger-Huse — og om Hamborg maatte det i