Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

5» DEN SEJRRIGE OPGANG David, efter (og altsaa til Trods for) Afsendelsen af D. B. Adlers Telegram, et Tilbud fra Tietgen om at søge Forhandling med den preussiske Regering om Tilbagekøbet af den for Sundtolden stiftede Gæld. Da saa Adlers Brev, der bekræftede Depechen, indløb, og det faste Laan altsaa var i Orden (November 1864), var Sagen jo dermed afgjort og Finanserne bundne — og der blev da ikke andet tilbage for David end at tilbagekalde den Tietgen givne Fuldmagt pr. Telegram. Ej alene følte Tietgen sig herved personlig krænket — hvori dog kun David og ikke Adler var Skyld — men desuden var jo ogsaa Privatbanken uimodsigelig gaaet glip af en stor Forretning. Dette glemte Tietgen ikke Adler af, saa meget mindre som han aldrig kunde frigøre sig for den sikkert helt urigtige Forestilling, at Adler og David i Forening havde villet »pudse« ham. En Tid lang derefter gik vel alt tilsyneladende glat og udadtil fordrageligt. Men efterhaanden fik Adler aabenbart mer og mer Følelsen af, at der ved Bankraadets Forhandlinger blev vist »en større Reservation i Behandlingen af mange Sager end maaske ønskeligt« paa Grund af hans Tilstedeværelse. Mellem ham og Tietgen personlig blev Forholdet desuden mere og mere spændt, for ikke ligefrem at bruge Adlers eget, senere Udtryk: »fjendtligt« — fra begge Sider følte man, at det maatte komme til et Opgør. Saaledes stod Tingene, da En af Adlers Bekendte i Slut- ningen af Oktober en skønne Dag mødte op i Privatbanken og begærede Laan paa en af de dansk-engelske Statsobligationer, som hørte til det af D. B. Adler & Co. ved Raphael & Sons stiftede Laan. Disse Papirer var udstedte paa engelsk Sprog i Stykker paa 1000 £, og hver enkelt Obligation lød paa Indfrielse til en be- stemt Termin, hvad der formentlig stod i Sammenhæng med, at den russiske Sundtoldrate var sat i Pant for Gældens Tilbage- betaling. De paagældende Obligationer gik derfor almindeligvis Mand og Mand imellem under Benævnelsen debentures, et engelsk