Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

DEN SEJRRIGE OPGANG 59 Ord, som netop særlig bruges om Gældsforskrivninger, der er stilede til Betaling paa bestemte Terminer. Tietgen nægtede kort og barsk at lombardere dette Papir. Strax efter kom Adler selv ilende op i Banken og fo’r i Tietgen med det Spørgsmaal, »om han da ej laante paa debentures«. »Nej«, lød Svaret ganske lakonisk — og da Adler videre spurgte »hvor- for«, svarede Tietgen ligesaa lakonisk: »Privatbanken giver ingen Grunde«. Det er ovenfor blevet skildret, hvorledes Adler var et Hera- klitisk Temperament, hvor alt var strid Strøm og blussende Hast, baade Tanke og Tale, Indfald og Handling: Haanden fo’r ham let til Hæftet, og Sværdet sad løst i Skeden. I sine ubeherskede Øjeblikke kunde han endog blive, hvad Franskmændene kalder étourdi— »kulret«, som det hedder i plat Mundart — og det kan derfor ej heller undre, at Tietgens Afslag og Svar satte ham i Fyr og Flamme. Han gik sporenstregs hjem og sendte Bank- raadets Formand en harmdirrende Klage over det »yderst upas- sende Svar«, som en Funktionær saaledes havde givet »et af Bankraadets Medlemmer«, og fordrede samtidig Tietgen med Fynd og Klem desavoueret. I det efterfølgende Møde i Raadet tog imidlertid hans Kollegaer paa Sagen med megen Kulde: man fandt aabenbart, Adler havde forivret sig, og at han selv havde udæsket til Strid ved at sende Tietgen det Papir paa Halsen, der maatte virke paa ham »som Peber og Tobak«. Adler benægtede vel afgjort at have »sendt« nogen i et saadant Ærinde, men maatte dog vedgaa, at han havde »anmodet« Vedkommende »om at begære Laan paa dette Papir«. Da Tietgen tilkaldtes i Mødet, begrundede han sin Nægtelse med Henvisning til, at de paagældende Obligationer var debentures og altsaa ikke »bonds« (med andre Ord: ikke egentlige »Stats- papirer«), ligesom de da ej heller var Genstand for Notering paa Kjøbenhavns Børs og altsaa ikke her i Landet havde nogen 'officiel Værdi, der kunde lægges til Grund ved en Lombardering.