Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser
Forfatter: K. Prytz
År: 1884
Forlag: P.G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 496
UDK: 621.30 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000051
Efter de nyeste og bedste Kilder populært fremstillet. Med 231 oplysnde afbildninger i Træsnit.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Fonografen.
113
rundt, ud for Spidsen og dække denne Fure med et Blad af tyndt
hamret Tin (Stanniol). Drejer man Valsen en Gang rundt, vil Spidsen
trykke en Fordybning i Tinbladet, og gjentager man Omdrejningen,
samtidig med at man taler mod Jærnpladen, vil Bunden af denne
Fordybning blive mærket af Pladens Svingninger med en Række
Prikker, der minde om Mærkerne i et Stykke Lærred efter en Maskin-
syning. Drejer man nu tredie Gang rundt, vil man høre det, der
før blev talt ind i Mundstykket, gjentaget ud deraf, ikke smukt, men
dog saaledes, at i Reglen alle Ord tydelig kunne kjendes. Drejes
Valsen den omvendte Vej, hører man Ordene i omvendt Orden og
hvert Ord udtalt bagfra. Grunden til, at Fonografen kan gjentage
Ordene, er let forstaaet; thi de Mærker, som Spidsen før satte i Tin-
bladet, tvinge den nu til at gaa op og ned i samme Takt som før,
og Pladen, som den støtter mod, følger efter og sætter derved
Luften i de samme Lydsvingninger, som før forplantede sig fra
den talendes Mund ind til Tinbladet. Men at det ikke kan blive
nogen fuldkommen Gjengivelse forstaas ogsaa let, thi et Tinblad og
en Spids, som ridser i det, er en grov Ting mod de fine Organer,
der betinge Talen og dens Tonefald. Fonografen mangler endnu
Elektricitetens Hjælp for at kunne tilfredsstille.
Ved et, det skal indrømmes, noget dristigt Tankeexperiment
kunde Fonografen gjøres til en Telefon. Man tænke sig to Fono-
grafer, én paa hvert af de to Steder, fra hvilke der skal tales. De
to Valser ere forbundne, ved at der er lagt et langt i sig selv til-
bageløbende Baand af Stanniol om dem. Drejes begge Valser lige
hurtigt rundt og i samme Retning, vil Baandet være i uafladelig
Bevægelse frem og tilbage mellem de to Steder. Taler man nu ind i
den ene Fonografs Mundstykke, vil man indpræge Talen i det løbende
Metalbaand, og naar dets Mærker ankomme til den anden Fonograf,
vil dennes Plade komme i Svingninger og gjentage, hvad der blev
talt ind mod den første. Saaledes gaar det i Virkeligheden til ved
den elektriske Telefonering; kun er det løbende Metalbaand erstattet
af den elektriske Strøm. Den ene Telefon indpræger Talen i Strømmen,
og denne fører den med sig til den anden Telefon.
Man kan som før nævnt opnaa at føre Lyden fra et Sted til
K. Prytz: Elektriciteten. 8